Alle partier til møde om valgets hedeste emne
FREDERIKSHAVN/LÆSØ: Alle partier, der stiller op til byrådet, sender kandidater til et vælgermøde om ældrepolitik torsdag den 30. oktober kl. 16 i Boligforeningen Vesterports lokaler på Abildgårdvej.
Mødet er arrangeret af Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø, Skagen og Sæby.
- Ældreområdet er blevet det hedeste emne i valgkampen, og det er fuldt forståeligt. Vi bliver flere ældre, behovet for pleje vokser og folk oplever, at kommunens service på området bliver ringere. Derfor er det meget opmuntrende for os, at alle partier møder frem og fortæller om deres holdning til ældreområdet. Det trænger til et løft og til al den opmærksomhed, det kan få, siger Gitte Funch, der er formand for Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø.
På vælgermødet vil arrangørerne bede kandidaterne tage stilling til emner som ældreboliger, hjælp til rengøring, normering på plejecentre, flere kendte ansigter i hjemmeplejen, egenbetaling, digitale træningstilbud og frivilligt arbejde.
Det er også emner, som Ældre Sagen løbende drøfter.
Arrangørerne håber på en god dialog, og går ikke efter uenighed blandt kandidaterne. Tvært imod må de meget gerne tale sig til enighed om et løft af ældreområdet, så man kan være sikker på, at det også kommer til at ske, når det nye byråd er valgt.
Fra partierne møder: Anders Brandt Sørensen, Socialdemokratiet, Christina Lykke, SF, Jens Nygaard, Danmarksdemokraterne, John Lamp Henriksen, Konservative, Jon Andersen, Venstre, Jonas Sivesgaard, Enhedslisten, Klaus Hjulmand, Liberal Alliance, Lone Haugaard, Moderaterne og Thomas Hjort, Dansk Folkeparti.
Tilhørerne får mulighed for at stille spørgsmål til partiernes kandidater både under og efter mødet.