Billede beskrivelse

Aldrig før har Skagen Marathon oplevet så stor efterspørgsel så tidligt

10. februar 2026 kl. 06.01

SKAGEN: Sidste år var et såkaldt annus horribilis for Skagen Marathon.

En aflysning af årets helt store begivenhed endte med at koste arrangørerne omtrent 350.000 kroner

Der var tilmeldt 3750 deltagere til 2025-udgaven af Skagen Marathon, så der var mange, der skuffede og slukørede måtte vige for stormen lørdag 4. oktober sidste år. 

Men det har dog ikke kuet arrangørerne - eller holdt dem tilbage fra igen at løfte opgaven med Skagen Marathon i år. 

Billede beskrivelse

I skrivende stund er der tilmeldt imponerende 2971 deltagere til de forskellige distancer, der løbes under Skagen Marathon 2026.

Det er aldrig tidligere sket, at så mange deltagere har tilmeldt sig på dette tidspunkt, skriver arrangørerne af løbet i en pressemeddelelse. 

"Samlet set er man allerede nu oppe på et deltagerantal, hvor man normalt begynder at nærme sig udsolgt. Det plejer først at ske hen over sommeren," lyder det videre. 

Billede beskrivelse

- Hvis interessen fortsætter i samme tempo, arbejder vi allerede nu med scenarier, der kan gøre det muligt at få flere løbere med i år. Men uanset hvad er det vigtigste for os, at vi skaber gode oplevelser for både deltagerne og de mange publikummer, der tager turen til Skagen i oktober, siger Anne-Mie Rasmussen, der er event-koordinator for Skagen Marathon. 

Af de 2971 foreløbigt tilmeldte deltagere kommer størstedelen logisk nok fra Danmark. 

Derefter følger Norge, Tyskland og Sverige. 

Skagen Marathon 2026 afvikles lørdag 3. oktober. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste