Billede beskrivelse

Åbning og fernisering: Fem kunstnere klar i nyt galleri

18. marts 2025 kl. 06.03
Opdateret 19. marts 2025 kl. 09.14


SKAGEN: Lørdag den 22. marts åbner Galleri Ena Strand i Skagen med en fernisering fra kl. 16 til 18.

Bag galleriet står glaskunstner Emma Mercedes Riis, som har skabt et udstillingsrum, hvor kunstnere og værker gerne skulle spille op mod hinanden, give genklang og skabe et stærkt fællesskab.

Emma Mercedes Riis åbner galleri, fordi hun gerne vil være med til at bidrage til kunstlivet i Skagen og fortælle historien om kunsten i Skagen, som den er i dag.

- Der er jo den vildeste kunsthistorie lige her, og de fleste kunstinteresserede i verden kender til skagensmalerne, men ikke så meget til, hvordan kunsten lever i byen og området her og nu i dag, siger Emma Mercedes Riis, og det vil hun gerne ændre på med sit galleri.

Billede beskrivelse

Relation til området

Når galleriet åbner kan man det første stykke tid opleve kunstgenstande af Cecilie Work, Anna Mørchs billedkunst, skulpturelle objekter af Maja Johanne Lauesen, Nathalie Cohns keramiske kunstgenstande og Emma Mercedes Riis’ egen glaskunst. 

Alle kunstnere, som på den ene eller den anden måde har en relation til området.

Et dynamisk rum året rundt

Emma Mercedes Riis vil med Ena Strand lave et levende udstillingssted, hvor sommerhalvåret byder på en fast gruppe af kunstnere, mens vinteren åbner for muligheden for solo- og duo-udstillinger.

- Det kunne være sjovt at sætte to kunstnere sammen, der komplementerer hinanden rigtig godt, fortæller Emma Mercedes Riis, der også har planer om at bruge rummet til små intimkoncerter, litteraturoplæsninger og andre events, der kan skabe genklang med kunsten.

Billede beskrivelse

Ferniseringen den 22. marts klokken 16 til 18 giver mulighed for at se galleriet, møde kunstnerne og opleve værkerne. Galleriet ligger på Sct.Laurentii Vej 4b i Skagen.

Fra juni til august holder galleriet åbent alle dage, undtagen mandag fra klokken 10 til 17. Uden for sæsonen er åbningstiderne torsdag og fredag klokken 12 til 17 samt lørdag klokken 10 til 15 eller efter aftale.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste