Billede beskrivelse

En særpræget event: Nordjysk løb laver nyt samarbejde

Årets udgave af Dybvad Tunnelløb finder sted 29. oktober

17. august 2023 kl. 08.50

Igen i år afvikles Dybvad Tunnelløb med udgangspunkt fra den naturskønne Dybvad Søpark. Til arrangementet 29. oktober kan man gå eller løbe 5 kilometer, 10 kilometer eller en halvmaraton. Man bliver ledt gennem tunneller, over broer, igennem en skole - og kort sagt oplever man nye sider af Dybvad og omegn.

Depoter skal der til undervejs - og særligt depotet hos Jørgen Jensen på ejendommen Havens Møllegård vækker stor opmærksomhed. Udover at der naturligvis er mulighed for at få fornyede kræfter i form af vand, sødt og salt er der en udstilling af veterankøretøjer, som møder motionisterne, inden ruten går under hovedvejen via en gammel kvægtunnel.

Løbet er kendt for, at man bruger de tunneller, som allerede er i og omkring Dybvad. Og der er gennem årene kommet nogle sjove tunneller til - eksempelvis en strikket tunnel, en skjortetunnel og en skovtunnel.

Billede beskrivelse

Et nyt samarbejde

Fra løbets start i 2018 har DGI været samarbejdspartner med hensyn til tilmelding (via Sportstiming), fabrikation af startnumre med navn og tidtagning med chip for løberne. Det er således med en vis stolthed, at de fire arrangører bag Dybvad Tunnelløb, Klaus Nielsen, Anders Skovsgaard, Sandra Pinholt og Helle Brinkmann kan oplyse, at Dybvad Tunnelløb har indgået et udvidet samarbejde med DGI.

Dybvad Tunnelløb er nemlig blevet en del af WALKin Nordjylland. For WALKin Nordjylland-konceptet er det på ingen måde nyt at arbejde med tunneller. WALKin Nordjylland startede nemlig i forbindelse med Aalborg Halvmarathon i 2022, hvor 2.500 gå-glade deltog, da turen gik gennem Limfjordstunnellen.

"Dybvad Tunnelløb & WALKin Dybvad", som det nye navn er, har til formål at skabe en hyggelig dag i motionens tegn. Når man har tilbagelagt den valgte distance er der mulighed for at købe mad og drikke i Søparkhuset.

Løbet, som har været afviklet siden 2018, har hvert år kunnet viderebringe mellem 20.000 og 35.000 kr. til gode formål. I år bliver modtageren ”Dybvad Byudvikling”.

Der er netop åbnet for salg af startnumre på Sportstiming.dk, hvor der indtil 27. august gives "Early Bird-rabat".

Billede beskrivelse

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste