Billede beskrivelse

Vellykket sæson: Alt er gået Skjolds vej i år

29. oktober 2023 kl. 16.04

Succes avler succes. Sådan lyder ordsproget, og det opleves ofte, at personer, firmaer eller foreninger med succes har lettere ved skabe succes, end de der ikke lige ”rider på bølgen”.

I den forgangne sæson er det lykkedes Idrætsforeningen Skjold at få succesen til at sprede sig som ringe i vandet på stort set hele paletten rundt på foreningens kerneområder:

Ungdomsholdene blomstrer, der er tilgang af ledere og trænere, god sportslig udvikling, socialt samvær såvel indenfor som udenfor banen, engagerede forældre og solide sponsorer.

Flemming Thingbak er forståeligt stolt. Han har i de snart 10 år, han har haft fornøjelsen af at være formand, aldrig oplevet en så vellykket sæson som denne, og som man i klubben vil tænke tilbage på i mange år med glæde.

Billede beskrivelse

Ungdommen

Ved sæsonstart var 80 % af IF Skjolds samlede medlemstal på 444 under 25 år, hvilket gør, at klubben kan stille hold i alle rækker, hvorved alle uanset alder og niveau kan få mulighed for at sparke til læderkuglen og være med i fællesskabet.

For at skabe yderligere interesse om børnefodbolden arrangerede IF Skjold i august en Fodboldfestival, hvor der blev spillet en række kampe mod børn fra andre klubber fra landsdelen.

Sparekassen Danmark Arena dannede under festivalen rammen om en række spændende opvisninger og arrangementer, som blev afsluttet med en sejr til førsteholdet.

- I løbet af sommeren har vi ikke kun oplevet tilgang af ungdomspillere, men mange har også taget deres forældre med, som gerne giver en hånd med i klubbens drift, siger Flemming Thingbak.

Billede beskrivelse

Årets Partnerklub

Det er ikke kun IF Skjold selv, der synes, at ungdomsfodbolden udvikler sig eksplosivt, men også AaB, det nordjyske fodboldflagskib på herresiden, har fået øje på Sæbyklubbens initiativer.

Blandt 118 af AaB's klubsamarbejder blev IF Skjold valgt som Årets Partnerklub.

Overrækkelsen af det synlige gavebevis på 20.000 kr. og hæderen skete i overværelse af 7.769 tilskuere på Aalborg Portland i pausen mellem AaB og B93.

Det var formand for ungdomsudvalget, Michael Koch Sørensen, og børneansvarlig, Lars Lundgren, der på IF Skjolds vegne modtog prisen.

- Vi er utroligt stolte over at blive udvalgt til Årets Partnerklub. Det er en stor anerkendelse af det arbejde, der bliver gjort for børnefodbolden i byen og lokalområdet. Det bekræfter samtidig, at vores arbejde med DBU Børneklub-konceptet bærer frugt, siger Lars Lundgren.

Seniorrækkerne

IF Skjold kan igen bryste sig af at have kommunens højst rangerende hold. Allerede i sidste uge blev det klart, at de ville vinde Serie 1 og rykkede efter et år tilbage i Jyllandsserien.

Men det stopper ikke her hos herrerne. Serie 3 og Serie 5 blev ligeledes kredsvindere og spiller i næste sæson en række højere.

Billede beskrivelse

Til tesen om, at succes avler succes, er Serie 4 måske undtagelsen, der bekræfter reglen og må i næste sæson igen spille i samme række. Holdet var dog kun ét point fra at spille playoffkampe til Serie 3.

Kvinderne har ikke stået tilbage for deres mandlige kolleger. I deres ni kampe i række C2 ryddede de al modstand til side og opnåede ni sejre med en målscore på 50-9.

- Stor ros til cheftræner Jan Werther Larsen, som på alle parametre har formået at få taktik, spil og ikke mindst det sociale til at gå op i en højere enhed, lyder det anerkendende fra formanden.

Årsfest

Klubben har inviteret alle medlemmer med partnere til årsfest lørdag den 11. november, hvor der bydes på en treretters menu.

Som ved alle tidligere årsfester skal der vælges nogle medlemmer, der har gjort en forskel for klubben. Med de mange succeser klubben har opnået, må der være mange, der har gjort sig fortjent til at blive fremhævet.

Således skal Årets Spiller og Årets Kammerat på alle holdene kåres, og Årets Skjoldmø og Årets Spiller hædres. Endelig betænkes ledersiden, når Årets Leder og Årets Skjoldder skal findes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste