Billede beskrivelse

Vær med til at hilse solen godmorgen!

03. november 2024 kl. 06.02

SÆBY: Den 24. november inviteres alle udprægede A-mennesker, eller B mennesker, som ikke er gået i seng endnu, til solopgangsløbet.

Solen står op kl. 8.21 i Sæby, og hvis man vil tilbagelægge 5 km i løb, mens solen står op, så bliver man sendt af sted kl. 7.45. Hvis man derimod ønsker at gå ruten, så skal man af sted lidt tidligere, nemlig kl. 7.15.

For de endnu mere morgenfriske er der også både 10,6 km løb og gang og desuden et halvmarathon på programmet, hvor man skal endnu tidligere op for at være med, for deltagerne på de distancer sendes ud på ruten henholdsvis kl. 7.00, 6.15 og kl. 6.00.

Ruten vil være en 5,3 km rundstrækning, som fører deltagerne omkring både stranden, havnen og åen, men eftersom det vil være mørkt, er det påkrævet at have lys og reflekser på. Ruten mærkes op med wireflag og kan desuden downloades på ur, hvis man er til den slags.

Smuk morgensol

Start og mål er ved Sæby Friskole, hvor teltet fyldes med god energi, væske og snacks i de rette mængder og ved gennemførelse af ens distance er der kaffe, kakao, morgenbrød og medaljer og forhåbentlig en smuk orange morgensol, som entrerer over himlen, mens trompeterne saluterer med morgentrut!

- Man behøver ikke være en sprinter for at være med til solopgangsløbet, man kan gå eller løbe, slentre eller tøffe, hensigten er ikke, at det skal gå stærkt, men at invitere til fællesskab i de mørke timer, bevæge kroppen og mærke, hvad det sociale gør for vores mentale sindstilstand i de mørke perioder, hvor det kan være mere vanskeligt at komme ud og bevæge sig, udtaler medarrangør Camilla Vigel.

Billede beskrivelse

Arrangørerne tilskynder derfor til, at både voksne og børn deltager i at vække solen fra havets skød, og at dyrke naturen og dens skatte i vinterhalvåret.

- Vi sanser på en anderledes måde, når vi er i kontakt med naturen i mørke, vores syn svækkes og derfor skærpes andre sanser. Dem sætter vi i spil, når vi sammen bevæger os i mørket, og for de virkelig friske, så kan kroppens sanser yderligere pirres, hvis man vælger at afslutte med et friskt vinterbader-morgendyp fra stranden, smiler Camilla Vigel.

- Og så kan du med god samvittighed smutte under dynen, når du kommer hjem igen, fortsætter Camilla.

En lille fristende bonus er, at man kan snacke lækkerier i depotet fra morgenstunden, og hvor ofte er det lige, at man får velfortjent snolder til morgenmad? Dermed sagt, det kommer ikke til at skorte på hyggen.

Tilmelding til arrangementet sker via Sano Events Facebook side.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste