Billede beskrivelse

Unge i Frederikshavn: Fyraftensmøder hylder styrke, fællesskab og trivsel

05. november 2024 kl. 20.46

FREDERIKSHAVN: En række fyraftensmøder arrangeret af FUF, Frederikshavn Ungdoms Fællesråd, skal kaste lys over unges ressourcer og inspirere til gode fællesskaber.

- I lang tid har vi alle bekymret læst, hørt og talt om, at vores unge mistrives, og at fællesskaber er et af nøgleordene til bedre trivsel. Man kan frygte, at det sorte og triste billede, der males, kan have en form for selvforstærkende effekt, så det kan virke som om, at det er mere normalt at mistrives end at trives. Derfor er det på tide, at vi også begynder at tale om alle de unge, som trives godt, har masser af gode ressourcer og som engagerer sig i deres omverden, siger Birgitte Mathiasen, formand for FUF. 

Hun fortsætter:

- FUF mener, at vi har mange gode og engagerede unge i vores kommune, og vores forening vil gerne være med til at rette opmærksomheden over på de unges styrker og ressourcer. Derfor er vi meget glade for over de kommende måneder at kunne præsentere en perlerække af inspirerende, interessante og lærerige fyraftensmøder om unge og fællesskaber med størst fokus på muligheder og udvikling. Alle interesserede er velkomne til møderne.

Den røde tråd er trivsel, fællesskaber, samfundsansvar og frivillighed, og gennem oplæggene vil FUF forsøge at få forskellige perspektiver frem.

Deltagerne kan blandt andet se frem til at høre om arbejdet med den helt nye Sæby Festival, finde ud af, hvordan man som underviser kan motivere unge til at være ansvarlige og bevidste samfundsborgere, høre om, hvordan man på Ungdomsøen i København arbejder med at styrke unge i at blive aktive, engagerede og nysgerrige mennesker, der tager ansvar for hinanden, fællesskabet og udviklingen af samfundet, blive klogere på Generation Z og frivilligheden og meget mere.

Alle møder afholdes i FFK-hallen i Frederikshavn og starter som udgangspunkt fra kl. 16.30 og varer ca. 1,5 til 2 timer. Der er begrænset antal pladser, så det er først til mølle.

Du kan finde mere information på FUF’s Facebookside eller hjemmesiden FUF's hjemmeside. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste