Tyve år med sang og livsglæde fejres
Ældre Sagens Sangkor Sæby – ÆSK er kommet over teenageralderen og fejrer deres 20-års fødselsdag med en jubilæumskoncert i Manegen.
Alle er velkommen til at deltage og festligholde dagen, lørdag den 15. april klokken 13.00.
Ud over det jubilerende kor, vil Sæby Voksenkor under LOF give smagsprøver på deres repertoire, ligesom der lægges op til at publikum medvirker i forskellige fællessange.
Der vil blive sat fokus på dansk og nordisk folkemusik, når Vrå Folkemusikorkester spiller op under ledelse af musiklærer og dirigent Eirik Moland. Instrumenterne i ensemblet er violiner, fløjter, klarinet, harmonikaer og guitar.
Hele jubilæumskoncerten forventes at vare cirka tre timer.
Der bydes på fælles kaffebord og en øl eller vand til at klare stemmen under fællessangen, alt sammen til 50 kroner.
Tilmelding
Tilmelding til Carsten Kirkegaard 40171074 eller Kirsten Arvidson 22506811 inden 11. april.
ÆSK-koret tæller i jubilæumsåret i alt 36 personer, fordelt med 23 kvinder og 13 mænd.
Stabilt medlemstal
Formand for ÆSK, Carsten Kirkegaard oplyser, at der i alle årene har været mellem 30-40 deltagere i koret, kun under Coronapandemien var der under 30 aktive udøvere.
Det stabile medlemstal gør, at koret kan mønstre sangere til et blandet kors fire stemmer, sopran, alt, tenor og bas.
Under ledelse af Dina Flyvholm Ledet øver koret hver torsdag eftermiddag i Manegen, hvor repertoiret er fra den danske sangskat, altid tilpasset med fornyelser af sange til de enkelte opgaver i form af koncerter ved forskellige lejligheder.
Sang er sundt
At synge er sundt og at synge i kor giver en tryg fællesskabsfølelse.
- Vi prioriterer det sociale højt, hvilket blandt andet praktiseres med fælles kaffebord i pausen på øvedagene, fortæller Carsten Kirkegaard.
ÆSK optræder ofte ved julekoncerter i Hørby og Sæby kirker samt besøg på ældrecentrene i Sæby, Dybvad og Østervrå.
Senest har koret medvirket ved Støttekoncerten for Hospice i Frederikshavn samt Musikskolens og Manegens Syng Sammen arrangement.