Billede beskrivelse

To nye navne til Rock i Frederikshavn

02. november 2022 kl. 11.57

Line-uppet til Rock i Frederikshavn lørdag den 10. juni 2023 udbygges næsten dagligt. Med dagens udmelding om kunstnerne: Jacob Dinesen og Hjalmer, så er der kun få ledige pladser tilbage på koncertplakaten.

- Der kan ikke herske nogen tvivl om, at der er tale om to af Danmarks allerstærkeste liveartister, når Jacob Dinesen og Hjalmer i sommeren 23 lægger vejen forbi Rock i Frederikshavn, fortæller Casper Høgsted fra Rock i Frederikshavn og fortsætter:

- Det bliver så fedt at opleve de to artister på Knivholt gårdspladsen. Jeg er fan. De har jo produceret hit på hit. – Og de har hver især en række nomineringer med i bagagen. Jeg tror godt, at vi kan love, at med Jacob Dinesen og Hjalmer på scenen tegner sommeren 2023 til at blive den varmeste i mange, mange år.

Billede beskrivelse

Begge artister har siden deres respektive gennembrud knoklet, svedt og sunget hits ud i alle afkroge af landet.

Jacob Dinesen med en sexet, maskulin rockstemme, der har frembragt DMA-nomineringer, hitsingler og Platin-sælgende albums. Og Hjalmer, der leverer melodiøs og vedkommende popmusik til din lune sommeraften, din grå regnvejrsdag og til din kolde øl. På kort tid er de unge kunstnere stormet ind i folkets hjerter og videre ind på de største danske scener.

Udover Jacob Dinesen og Hjalmer præsenterer Rock i Frederikshavn: D-A-D, Jonah Blacksmith og KEINSTEIN lørdag den 10. juni 2023 på Knivholt Hovedgaard i Frederikshavn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste