Tjek mange sportsgrene ud
ARENA SPORT KIDS: Fem klubber sætter skulder til ny satsning for de yngste skolebørn
Som noget nyt i Frederikshavn skabes der nu en fælles indgang til sport i Arena Nord særlig rettet mod børn i 0.-1. klasse.
Bag initiativet står en række foreninger, der har det til fælles, at deres base netop er Arena Nord.
Det er Badmintonklubben, FfI, FG90, Blackhawks, FfI Brydning, der sammen sætter skulder til den nye satsning, der har fået navnet Arena Sport Kids.
Tilbuddet er for alle – også nuværende medlemmer af foreningerne – men har især fokus på drenge og piger, der ikke er kommet i gang med en sport eller som skal i gang igen efter en coronapause.
I Arena Sport Kids handler det først og fremmest om at have det sjovt, bruge sin krop og blive nysgerrig på sport.
- Her kan du være sammen med dine venner, mens du afprøver forskellige sportsgrene og måske finder den sport, du har lyst til at gå til. Samtidig har træningen fokus på at give nogle basale færdigheder, så du er bedre rustet fysisk og motorisk, når du så vælger din sport, understreger Jan Bjeldbak på vegne af de fem foreninger.
Der er Arena Sport Kids hver lørdag fra 10-11.30. Starten går efter skolernes sommerferie lørdag 14. august.
Man kan vælge blot at komme op i Arena Nord eller tage en snak med Jan Bjeldbak på 30225747.