Skagens Museum med de karakteristiske døre, de røde mursten og Skiferbygningen til højre. Foto: Skagens Kunstmuseer
Det sker

Tjek dit museum ud i påskeferien udefra

En gåtur på vejene omkring Skagens Museum afslører flere af Plesners karakteristika

29. marts 2021 kl. 07:30

Skagens Museum har ligget på Brøndumsvej 4 siden 1928. Det begyndte med en stor, rød murstensbygning, som blev opført af arkitekten Ulrik Plesner. Men hvad er det egentlig for en bygning? ”Det er en stor, solid, velanbragt og smuk bygning, som ikke stritter i alle mulige retninger, og som er ret ligetil at forstå,” siger Ane Bjerg Thomsen. Hun er kunstformidler ved Skagens Kunstmuseer og arkitekt MAA.

Det var Degn Brøndum, hotelejer og medstifter af Skagens Museum, som foreslog at den skulle ligge lige dér.

På grunden lå Brøndums Hotels gamle have og i 1919 tilbød Degn Brøndum at skænke grunden til opførelsen af et museum, der skulle huse og bevare kunstnerkoloniens værker.

Han var Anna Anchers bror, Michael Anchers svoger og en central skikkelse i kredsen omkring skagensmalerne. Ikke mindst var han venner med arkitekten Ulrik Plesner, som blev bedt om at tegne museet, og som er årsagen til, at museet er ”velanbragt”, som Thomsen siger.

En vestjyde i Skagen

Ulrik Plesner blev født i Vedersø i Vestjylland i 1861, hvor hans far var præst ved Vedersø Kirke. Han kom i lære som murer i 1870erne og blev i 1889 optaget på Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Arkitektskolen.

Han tog afgang i 1893 men besøgte Skagen allerede i 1891:

- Mens Plesner var under uddannelse, arbejdede han som konduktør ved Fyrvæsenet og kom til Skagen som konduktør på opførslen af Højen Fyr. Dengang har han tilsyneladende boet på Brøndums Gæstgiveri og fik tilbuddet om at tegne tilbygningen til Brøndums Hotel af Degn Brøndum. Det sagde han ja til og det blev begyndelsen på et 40 år langt bekendtskab med familien Brøndum og Skagen, fortæller Ane Bjerg Thomsen.

Bagsiden af Skagens Museum. "Der er spil og liv og tænkt over tingene," siger Ane Bjerg Thomsen. Foto: Skagens Kunstmuseer

Gennem sin forbindelse til Degn Brøndum blev Plesner hurtigt en del af den kreds, der samledes omkring kunstnerkolonien. - Han kom hos Anna og Michael Ancher, var med på jagter og til festlige begivenheder. Han var en, man havde med i kredsen, og han fejrede af og til juleaften i Skagen på Brøndums Hotel, forklarer hun.

- Og den ene opgave efter den anden væltede jo ind til ham her i byen, siger Ane Bjerg Thomsen.

- Han blev nærmest byens husarkitekt. Han var ikke den eneste arkitekt heroppe, men han var her mere eller mindre på fast basis.

Plesner arbejdede bl.a. i en periode som æstetisk censor af forslag til nybyggeri i Skagen by. Hans arbejde bestod i at rette husene til og denne praksis harmonerede med hans optagethed af at opføre bygninger, der harmonerede med omgivelserne; Plesner tog udgangspunkt i beliggenheden.

Uprætentiøst byggeri

Plesner var veletableret og anerkendt, da han blev bedt om at tegne Skagens Museum af dets første bestyrelse.

Da han nogle år efter, i 1931, blev udnævnt som æresmedlem af Akademisk Arkitektforening, skrev arkitekt Ivar Bentzen om ham:

”Plesners første Huse påvirkede Samtiden så stærkt, at de kun i meget kort tid var et Særsyn herhjemme. Men hver enkelt af Plesners egne Huse er, når man ser efter, særpræget af sin Beliggenhed.”

Plesners virke havde spredt sig over hele landet og han var blevet toneangivende i samtiden.

Han havde tegnet bl.a. en række beboelsesejendomme i København – f.eks. de berømte Åhusene – samt kunstneren Johannes Larsens Hus i Kerteminde, Esbjerg Posthus, Nørrehus i Ringkøbing og en perlerække af bygninger i Skagen: Skagen Station, Havnemesterboligen og Klitgården samt tilbygning til Anna og Michael Anchers Hus er blot nogle af eksemplerne.

- De har brugt den arkitekt, de kendte, men også en arkitekt som de vidste var god. Hvem skulle det næsten ellers være? Da han tegnede Skagens Museum, havde han allerede bygget meget i Skagen som er både sjovt, specielt, spændende og smukt, forklarer Ane Bjerg Thomsen.

- Det var noget af det sidste, han byggede heroppe, så det var på et tidspunkt, hvor han var meget veletableret. Han kendte Skagen, vidste hvad byen var for én og hvordan håndværkerne var heroppe. Han havde forudsætningerne for at bygge et godt museum.

Og det er et uprætentiøst, smukt og velfungerende museum som Plesner har tegnet, hvis man spørger Thomsen: ”Det er et rimelig uprætentiøst byggeri.

Der er ingen spir, tårne og søjler. Det er et solidt hus – det er ikke et, der råber ’kunstmuseum’ på nogen måde. Plesner har valgt en løsning, hvor bygningen harmonerer med omgivelserne og f.eks. refererer til Brøndums Hotel gennem de røde mursten, som begge byggerier er opført i.

Skagens Museum har undergået flere tilbygninger: Plesners oprindelige bygning i røde mursten er blevet forlænget og ikke mindst er skiferbygningen blevet tilføjet af arkitekterne Friis & Moltke i 2014.

Men ifølge Ane Bjerg Thomsen er det bemærkelsesværdigt at ingen af disse udvidelser har fået Plesners oprindelige bygning til at virke gammeldags:

- Selv om huset efterhånden er gammelt, er det stadig meget velfungerende og smukt. Det er til at finde ud af. Det er ikke blevet bedaget, tværtimod – det er stadig brugbart og der er luft og atmosfære.

Plesners karakteristikker

En gåtur på vejene omkring Skagens Museum afslører flere af Plesners karakteristikker. Se efter disse fire og hav Ane Bjerg Thomsens bemærkninger i baghovedet:

1. Museets oprindelige hoveddør og kælderdøre, som vender ud mod Brøndumsvej

”De blå- og hvidmalede revledøre med profilerede brædder i forskellige mønstre er karakteristiske for Plesner, fordi de stikker lidt ud. Han kunne godt lide at bruge enkelte elementer som var overraskende og brød med symmetrien.”

2. Afvalmede tage

”En anden karakteristik er tage, hvor tagfladerne har fald til alle fire sider. Også dette kan ses på Skagens Museum.”

3. Store tagflader

”Plesners bygninger er ofte forsynet med store tagflade – det må man også sige at museet har.”

4. Bagsiderne

- Der er ikke en grim, kedelig bagside på Plesners bygninger og det har Skagens Museum heller ikke. Der er gjort noget ud af bygningen fra alle vinkler. Facaderne på Skagens Museum er smukke, oplevelsesrige og velproportionerede hele vejen rundt; velplacerede vinduer og døre, smukt murværk og høj håndværksmæssig kvalitet. Der er spil og liv og tænkt over tingene.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu