Thors hammer og mange mønter fundet ved Strandby: Hør om vikingeskatten fra en af finderne
Torsdag 21. april har Slægts- og Lokalhistorisk Forening i Frederikshavn et foredrag med Peter Stokbro Larsen i Sognehuset på Kirkepladsen klokken 19.30, hvor han fortæller om ”Strandbyskatten”.
En søndag i september for snart ti år siden gik Michael Stokbro Larsen og Peter Stokbro Larsen på en mark ved Strandby.
De vidste, fra en grundig gennemgang af kilder, aviser og skrøner i Strandby og omegn, at der var fundet spændende ting i jorden omkring Strandby tidligere.
Ting som relaterer sig til jernalderen, tiden omkring Tordenskiold og vikingetid.
Alligevel er det overraskende, at det familien fandt på marken voksede til en af danmarkshistoriens største vikingefund.
Strandbyskatten består af mere en 330 dele, alle af sølv. Heraf 188 mønter og klipsølv, som også var et gængs betalingsmiddel på vikingetidens markeder.
Men det er især fundets store antal korsmønter slået under Harald Blåtand, som gør fundet enestående.
Også en ualmindelig velbevaret Thorshammer hører til blandt skattens højdepunkter. Sammen med korsmønterne var der også arabiske og tyske mønter.
Sidstnævnte har ført til ændringer i den tyske middelalderhistorie.
Det er denne spændende ”skattehistorie” Peter Stokbro Larsen vil fortælle om. Et fund der for år siden endte med en placering i Nationalmuseets top ti.
Entré 25 kr. inkl. Kaffe og kage.