- Vores gæster kan se frem til en række spændende egenproduktioner, en lang stribe gæstespil og en håndfuld børneteater, hvor de yngste kan møde teatrets fascinerende verden. Der er meget at glæde sig forventningsfuldt til, lyder det fra Lars Sennels. Arkivfoto: Bente Poder
Det sker

Teaterdirektør: - Ny sæson er som nytåret. Vi har lagt planer og vi har glædet os

29. juli 2021 kl. 06:45

Gennem de seneste uger har Hjørring Revyen aften efter aften fyldt Vendsyssel Teater med både grin, eftertænksomhed og glade gæster. Lørdag slutter revy-sæsonen, men bygningen på Banegårdspladsen i Hjørring kommer ikke til at stå tom, for mandag 2. august vender teatrets ansatte tilbage med batterier ladet op efter sommerferien.

- For os er begyndelsen på en ny sæson som nytåret. Vi har lagt planer og vi har glædet os, nu går vi gang, siger teaterdirektør Lars Sennels.

Corona-pandemien satte sine markante præg på de to foregående sæsoner, men nu tror teaterdirektøren på en normal sæson uden aflysninger og stramme restriktioner:

- Vores gæster kan se frem til en række spændende egenproduktioner, en lang stribe gæstespil og en håndfuld børneteater, hvor de yngste kan møde teatrets fascinerende verden. Der er meget at glæde sig forventningsfuldt til, lyder det fra Lars Sennels.

Enkelte ansatte på teatret har allerede tyvstartet på den nye sæson. Det skete i mandags, da den første uge af den traditionelle teatersommerskole begyndte.

Den foregår i både denne og næste uge. I denne uge udforsker de otte til tolv-årige teaterverdenen med teaterlag og skuespil, der kulminerer fredag med en forestilling for familie og venner. I næste uge gælder det så de 13-16-årige – hvoraf mange tidligere år har deltaget på det yngste hold.

Fredag 13. august byder Vendsyssel Teater til sæsonåbning med et stort program – og 2. september får ”Romeo og Julie” premiere. Det bliver teatrets største egenproduktion nogensinde. Den blev sat op i fjor, men nåede bare tre gange over scenen, før coronaen satte en stopper. Nu spiller den hele september 2021.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu