Tab dig og kæmp med om præmier
Nu' det jul - det' tid til glögg og and, som Drengene fra Angora så kækt synger, men den gode julemad og nytårsmenuer har konsekvenser, som tøjekviperingshandlerne nyder godt af.
Men fortvivl ikke. Sæby på Vægten gentages i 2024 med ny arrangør. Nikolai Ronne og Fitnesshuset har overdraget stafetten til Sæby Svømmebad.
Bademester Katja Kupetz opfordrer alle til at deltage i et spændende og motiverende vægttabsevent, med tilbud om et sundhedsforløb. Deltagerne får fri adgang til svømmebadets motionsrum, mulighed for af svømme baner i 25-meter bassinet og adgang til vandgymnastik på de af svømmebadets eksisterende hold samt gymnastik på et specialhold alene for deltagere i Sæby på Vægten. Vægttabet opgøres i forhold til ens indvejningsvægt.
- Vinderne behøver således ikke være den eller de der har tabt sig flest kilo, men efter, hvor langt ens indekstal er kommet ned ved udvejningen, oplyser Katja Kupetz
Deltagerne i forløbet kan stille op som single eller, hvis man har behov for nogen at spejle sig i og søge opmuntring hos, kan der stilles op som hold på op til fire personer. Husk at finde et holdnavn. Det koster 199 kroner per person og som ekstra motivation får holdet, der taber sig mest et gavekort til byens butikker på 3000 kroner og singlekategorien får et gavekort på 1.500 kroner. Begge gavekort er sponsoreret af Sparekassen Danmark.
Der vil også være spændende præmier ved mellemvejningerne fra Thiele, Salon Isaksen, Matas, Kop&Kande, LML Sport, Healthy Lifestyel By Burmeister og Sæby Svømmebad. Deltagerne kan ligeledes se frem til gode tilbud fra Meny, 365 Discount, Super Brugsen, Håndværksbageren, Oste Fruen, Slagter Tranholm, Fru B, Sportigan og Torvets Kaffe.
Interesserede, der ønsker at deltage i konkurrencen om at blive den største taber, får mulighed for at hoppe på vægten til indvejning søndag den 14. januar klokken 10-13 i Sæby Svømmebad. Kampen mod kiloene sker over et forløb på otte uger, hvor der tilbydes to mellemvejninger den 4. og 25. februar klokken 10-11, inden finalevejningen den 10. marts.
Alle vejningerne sker på en professionel vægt med bodyscan. For at være med forpligter man sig til at deltage i ind- og udvejningerne. Al Information omkring forløbet kan ses på Facebook-gruppen: ”Sæby på Vægten 2024”
- Vi glæder os til at se dig og hjælpe dig med at opnå det vægttab, du drømmer om.
- Lad os sammen skabe et fantastisk og givende forløb, hvor vi støtter og inspirerer hinanden hele vejen, lyder opfordringen fra Katja Kupetz.