Stor ny bog om besættelsestiden fejres: Kom til bogreception på Kystmuseet Bangsbo
Fredag 4. juni kl. 14 kaldes der til bogreception på Kystmuseet Bangsbo, hvor historiker og journalist Niels-Birger Danielsen præsenterer fjerde og sidste bind af sit store værk om kampen mod den tyske, nazistiske besættelse af Danmark 1940-1945
FREDERIKSHAVN: Mens Danmark i vor tid har været mål for flygtninge, så var Danmark et land, som mange flygtede fra under besættelsen. Flugten gik til Sverige, og mange ture gik over Øresund.
Men Nordjylland stod også for sin del, selv om sejlturen var meget længere og kunne være meget hårdere.
Den modsatte vej kom våben til modstandsbevægelsen.
Fra området omkring Frederikshavn og Sæby blev flygtninge sejlet illegalt til Sverige.
Det kunne være danske politifolk, der var gået under jorden.
Det kunne være en overlevende polsk pilot fra et britisk fly, som tyskerne havde skudt ned over Lovns Bredning.
Når skibene kom tilbage til nordjysk havn, skulle der være en historie klar til de tyske soldater, som holdt vagt på kajen.
Det har taget Niels-Birger Danielsen syv et halvt år at blive klar med alle fire bind, som han præsenterer det sidste af til bogreceptionen.
Niels-Birger Danielsen holder i forbindelse med receptionen et kortere foredrag om den ledende nordjyske modstandsmand Poul Larsen (1912-1945), der blev taget til fange af Gestapo, tortureret under afhøring og henrettet i Ryvangen i København 10. marts 1945 - mindre end to måneder før Anden Verdenskrigs afslutning.
Forfatteren Niels Peter Juel Larsen, der var knap 3 år, da han mistede sin far, har i sine bøger haft faderens skæbne som hovedtema.
Det er blandt andet sket i den dokumentariske roman Krigens barn fra 2018. Forløbet - og en uforløst diskussion om, hvem der var skyld i en arrestationsbølge i Nordjylland, der fulgte Poul Larsens anholdelse - er et vigtigt handlingselement i Niels-Birger Danielsens nyudkomne bind 4 af ”Modstand.”
Bogen er udkommet på Politikens Forlag, og den kan købes sammen med de øvrige bind til en favorabel pris i forbindelse med bogreceptionen.
Af hensyn til Corona bedes man købe billet til foredraget på forhånd via Kystmuseets webside.
Efter foredraget er man velkommen til at se besættelsesudstillingen på Kystmuseet Bangsbo.
Gyldigt Coronapas skal fremvises inden foredraget.