Støt stafet for livet med guidede byture
En gåtur i Tordenskjolds fodspor gennem det gamle Fladstrand – eller en bytur i kvartererne, hvor købstaden Frederikshavn fra sin fødsel 25. september 1818 og de følgende årtier oplevede et kolossalt vokseværk.
Sådan lyder det lokkende tilbud fra arkivar Erik Christensen fra Kystmuseet.
Erik Christensen, der er kendt som en fremragende fortæller, bakker op om årets Stafet for Livet Frederikshavn, og donerer således hele gebyret for turen til det gode formål, kampen mod kræftsygdommen.
- Jeg har været ramt af mild hudkræft og har fået behandling herfor, så jeg har mærket det på min egen krop. Desuden kender jeg mange, som er eller har været ramt, så jeg bakker naturligvis op om Stafet for Livet og Kræftens Bekæmpelse. Sammen skal vi få skabt mest mulig økonomi til bekæmpelse af den forbandede sygdom, siger Erik Christensen.
Den ene af de to guidede ture er ”I Tordenskjolds fodspor”, som starter på Gammeltorv tirsdag 24. august kl. 17 og slutter kl. 19 på Moltkes Skanse, også kendt som Nordre Skanse på Frydenstrandspynten.
Undervejs fortæller Erik Christensen om Fladstrand under Store Nordiske Krig, hvor den lille flække blev en af de vigtigste brikker for Frederik den IV´s helstatspolitik.
Forbindelsen til Stavern i Norge blev opretholdt, beskyttet af Fladstrands fæstningsværker, mens søhelten Peder Wessel Jansen gjorde livet besværligt for de svenske kapere i Kattegat.
Fladstrands befolkning boede i de to klynger mellem byens torve. En by, som på grund af krigshandlinger og fæstningsbyggeri var ved at udvikle sig til en rigtig by.
Den anden guidede tur hedder ”Frederikshavn i første sals højde” og den starter torsdag 26. august kl. 17 fra gården ”Sorgenfri” i Skolegade og slutter samme sted kl. 19.
Undervejs kommer deltagerne blandt andet gennem Danmarksgade og Havnegade, som oplevede en befolkningsmæssig udvikling, der først stoppede med lukningen af værftet i 1999.
Den første danske industrialiseringsperiode mellem 1870 og 1920 betød en befolkningsstigning på 400 procent og en enorm byggeaktivitet, hvor ikke mindre en 46 nye huse byggedes hver eneste måned.
Byens første havn byggedes for enden af Havnegade og den nuværende Danmarksgade blev udbygget som bindeled mellem det nye og gamle. ”Vej til havnen” blev inden 1925 byens hovedstrøg.
Det er denne bydel, som arkivar Erik S. Christensen tager os med på opdagelse i. Her findes fine arkitekttegnede huse i stilarter som ”Historicisme” og ”Jugend”. Her findes industribygninger og beboelsesejendomme med interessante baggårdsmiljøer.
Prisen er 125 kr. pr. person. Beløbet går ubeskåret til Stafet for Livet.
Tilmelding på mail til formand for Stafet for Livet, Alice Christiansen, på ac@danyard.dk. Skriv ”Tordenskjold” eller ”Frederikshavn første sal” i emnefeltet, alt efter hvilken tur, du/I ønsker at deltage i. Betaling på MobilePay til Alice Christiansen på 40450579.
Der bliver maksimalt 50 personer pr. tur, og pladserne fordeles ved først-til-mølle-princip.