Smagen af Prince
Bassist Ida Nielsen har spillet med nu afdøde verdensstjerne Prince - torsdag er hun i Maskinhallen
FREDERIKSHAVN: Verdensstjernen Prince var hendes lærermester og ven.
Fra 2010 og frem til Prince’s tragiske død i april 2016 lagde Ida Nielsens bas den funky bund i verdensstjernens band.
Kort efter den første jamsession kom hun med i hans band “the New Power Generation"og cirka en måned efter startede en næsten to år lang verdens turne.
På torsdag spiller hun med sit eget band i Maskinhallen.
Ida Nielsen vendte hjem til Danmark i sommeren 2016, og selvom sorgen og chokket over Prince’s pludselige bortgang ikke helt havde fortaget sig, færdiggjorde hun sit tredje soloalbum “Turnitup", samlede et fantastisk band og drog på landevejen.
Hun spillede koncerter her i landet og i udlandet med stop i blandt andet Tyskland, Holland, England og Zanzibar.
I 2017 slog hun sit navn fast på live-scenen med både en forårstur og eftertur plus turnéer i både USA og Kina. Hun medvirkede desuden i Bergen Festspillene i maj 2017, hvor hun sammen med London Sinfonica spillede musik, der var komponeret specielt til hende.
Musikken beskrives bedst som et mix af oldschool funk blandet med hiphop, reggae og verdensmusik. Det er solide grooves, tossede indfald, iørefaldende melodier, spillet med både attitude og sjæl.