The White Album har to gange tidligere optrådt på Kappelborg. Fotoet her er fra koncerten i 2017. Foto: Lotte Krukiewicz/Kappelborg
Det sker

Smadret jubilæumsturné genopstår

Fredag 14. maj kl. 21 går The White Album på scenen på Kappelborg med deres varemærke: Nærværende nordisk folk spillet af tre humørfyldte venner

11. maj 2021 kl. 13:31

Deres 10 års jubilæumsalbum ”Colorama” var netop sendt på gaden.

Jubilæumsturnéen planlagt og humøret højt den dag midt i marts sidste år, da første nedlukning fra den ene dag til den anden skyllede hen over Danmark.

Jubilæumsturnéen blev af gode grunde aflyst, turnéplakaterne brugt til tegnepapir, og humøret faldt adskillige grader.

Men med genåbningen af de danske livescener til maj er humøret atter i top, og de tre skæggede sangere, guitarister og komponister i The White Album er klar til landevejene igen.

Fredag d. 14. maj kl. 21 går de på scenen på Kappelborg med deres varemærke: Nærværende nordisk folk spillet af tre humørfyldte venner.

Mere end 20 års venskab ligger til grund for den kærlige, underfundige og humoristiske stemning som bandet er kendt for. Musikken tager afsæt i et følsomt univers og sangene emmer af nordisk melankoli og eftertænksomhed med den gode melodi og trestemmige herrevokaler i højsædet.

Jubilæumsalbummet bibeholder den ånd, der har gennemsyret bandets tidligere udgivelser, men vidner samtidig om en udvikling fra en akustisk minimalisme, til et mere fremadskuende udtryk med et drys af kreativ legesyge, der frygtløst flirter med forskellige genrer og lyduniverser, noget de glæder sig til at opleve på Kappelborg.

Den danske trio, The White Album, går på scenen på Kappelborg, fredag d. 14. maj kl. 21. PR-foto

- Vi har flere gange tidligere oplevet The White Album i Skagen”, lyder det fra kulturhuset.

- Både fra scenen på Kappelborg og på Skagen Festivalen, og vi må sige, at det virkelig er musik med en dybde og en klang, der går direkte ind i enhver musikelskers hjerte.

- Så vi glæder os naturligvis til det kendte – den dybfølte koncert -, men ikke mindst også til også at opleve bandets nye veje. - Men generelt også bare til at være en del af den farverige legestue, som bandet altid har stået for på scenen. Det kan noget helt særligt.

The White Album startede deres karriere med at turnere England tyndt tilbage i starten af 10’erne, hvor de blot var tre mand med et hav af instrumenter i bagagen og en stak sange komponeret i sommerhuset. Sange der skulle kunne stå alene og nøgne for sig selv uden den store produktion udenpå.

Siden er det gået støt frem ad for Claus Arvad, Jakob Eilsø og Frederik Vedersø, der tilsammen udgør The White Album. Bandet har succes både herhjemme og i udlandet med liveshows, spilles på diverse radiokanaler og har optrådt til prisuddelinger og tv-shows heriblandt Kronprinsparrets Priser og Danmarks Radios store juleshow.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu