Slåbrock band på Freddys
Kjeld Torbjørn og Vennerne er klar til at give den gas
FREDERIKSHAVN: - Skulle der ikke af naturlige årsager være dejlig varmt midt i maj, så tør jeg godt love, at Slåbrock Band vil fyre grundigt op under publikum på Freddy’s Bar.
Løftet kommer fra Kjeld Torbjørn, der sammen med Slåbrock Band besøger spillestedet i Havnegade i Frederikshavn torsdag 16. maj.
Og der er ikke kun tale om Slåbrock Trio, for ved særlige lejligheder udvides orkestret med både trommer og bas til i alt fem mand.
- Vi håber, der kommer mindst lige så mange, som der plejer på Freddy’s – for det er et rigtig dejligt spillested, siger nu 73-årige Kjeld Torbjørn.
- Og så har vi jo fornøjelsen at præsentere vores nye medlem, Torkild Mørch Albrechtsen, der nu gennem et par måneder er blevet afrettet og dresseret og indviet i vores store bagkatalog, der også omfatter de sange, jeg skrev og optrådte med i det gamle Slåbrock Band for 40 år siden.
- Og som åbenbart huskes endnu – hvor er det dejligt, siger den ikke helt unge forsanger.
Slåbrock Band skal senere på sommeren give to koncerter på Skagen Festival – og som Slåbrock Trio skal de sidst i maj på en lille turne med koncert på Falster, to forskellige steder på Sjælland og en enkelt på Fyn.
- Jeg bliver af og til spurgt, om ikke jeg mærker min alder som en hæmsko. Men jeg svarer aldrig, griner Kjeld Torbjørn, for jeg forstår simpelthen ikke spørgsmålet.