Skyd genvej til en god oplevelse
Alle inviteres til at opleve stemningen på skydebanen og få en smagsprøve på, hvad det vil sige at skyde med et rigtigt sportsvåben i sikre og trygge rammer.
Lørdag den 14. oktober kl. 10 - 15 åbner Sæby og Omegns Skytteforening dørene for alle interesserede på deres baner i Sæby Spektrum.
Skydning er en idræt som kan dyrkes af alle, uanset alder, køn og fysik.
Skytteforeningen tilbyder skydning med kaliber 22 riffel og pistol eller luft-riffel og -pistol.
Skydning er en præcisionssport, som handler om koncentrationsevne, balance og finmotorik.
Igennem skydetræning opøves evnen til at opnå en indre ro og selvbeherskelse, så skytten kan fokusere 100 procent på skydningen, og herved opnå bedre skyderesultater.
Man kan komme ”direkte ind fra gaden” da der ikke er behov for hverken specielt tøj eller udstyr, da alt udstyr inklusiv våben kan lånes i foreningen.
Der står værter fra klubben klar til at tage imod og instruktørerne giver en introduktion til sporten, så du kan prøve at ramme skiven.
- Ser du mange actionfilm eller spiller skydespil, kan du få idéen om, at skydning bare handler om at "plaffe" løs - og at det er farligt.
Et par timer på skydebanen viser dig, at skydning er meget andet end det - det er en seriøs sport, hvor træning hele tiden kan gøre dig bedre, siger formanden for Sæby og Omegns Skytteforening Flemming Kokholm.
- Skydning er ikke en fysisk sport, men den kan noget mentalt, for i skydning skal du koncentrere dig og holde fokus, og jeg tror, det er utrolig sundt at lægge iPad og mobil væk og geare ned i en travl hverdag, pointerer formanden.
Skytteforeningen tager sikkerheden meget alvorligt.
Der er klare regler, som gælder for alle på en skydebane. Blandt andet skal alle, der vil prøve at skyde til åbent hus-arrangementet kunne fremvise et billede id-kort eller et sygesikringskort sammen med et andet id-kort for at deltage.
Der kræves ingen tilmelding – alle er velkomne til at møde op til en spændende oplevelse.