Skagen synger sammen med Klitkoret
Søndag 3. maj er der fælles sang på p- pladsen ved Oddecentret
SKAGEN SYNGER SAMMEN på søndag 3.maj.
Der bliver ikke tale om nogen korkoncert, men fællessang. Grupper fra Klitkoret vil synge for. Fra et meget kendt tag.
- At synge sammen er blevet det nye fællesskab under covid-19 panepidemien.
- På tv hver morgen synger hele Danmark med stor fornøjelse fællessang med Phillip Faber. Det vil vi også gøre i Skagen nu, siger en række iderige og musikalske mennesker.
Så på søndag 3. maj inviteres til ”SKAGEN SYNGER SAMMEN” – hver for sig.
Det er Hans Nielsen fra Skagen Odde Naturcenter, der har fået denne fantastiske ide.
I samarbejde med Klitkoret og lydmanden Jan Christiansen, inviteres alle,der har lyst, nu til fællessang på parkeringspladsen ved Oddecentret.
Alle regler og myndighedskrav vil blive fulgt og ”publikum” synger med fra bilerne. Det er med godkendelse fra politiet.
Midt i koncerten vil der også komme et instrumental indslag med Henrik Krarup og Bjarne Pedersen.
Der arbejdes hårdt på at få arrangementet transmitteret via et FM-bånd. Sangene, der skal synges, vil sidst på ugen kunne findes på Klitkorets Facebookside.
Ja kom ud til Skagen Odde Naturcenter på søndag den 3. maj kl. 14.00, hvor der vil lyde sang og musik fra taget på Oddecentret.
Vi håber, at der bliver plads til alle de biler, der møder op. Hvis vejret skulle blive dårligt, så kan der blive tale om at udsætte arrangementet. Det vil i så fald blive meddelt på Klitkorets Facebookside.