Releasekoncerten på Kulturhus Kappelborg i Skagen er helt udsolgt, men det er muligt at møde musikeren i Skagen Boghandel dagen efter til albumsignering og måske en lille sang, hvis man er heldig.
Det sker

Skagbo udgiver nyt album på engelsk

26. oktober 2022 kl. 16:05

SKAGEN: De fleste sange har ligget i flere år og ventet på at blive udgivet. Andre har fået nyt liv på det nye album, som skagboen Mads Toghøj sender på gaden 28. oktober. Og så er der også helt nyt materiale på det nye album, blandt andet en duet med Tamra Rosanes på Speed it Down og med Julie Berthelsen på It’s your time.

- Sangene er indspillet i et simpelt, unplugged her-og-nu-akustisk univers, uden en hel masse gejl. Det er helt ind til benet, i sangenes reneste form, fortæller Mads Toghøj om stilen på den nye pladen, som fortsat er et miks af roots, folk, viser og country.

Mads Toghøj fejrer, udover udgivelsen af det nye album, også 25 års jubilæum som musiker i dette efterår.

En del af sangene skulle egentlig have været opfølgeren på Mads Toghøjs første engelsksprogede album "Alley of Faith", men inden han havde sange nok til endnu et album, begyndte danske sange at presse sig på for ham, og det kom der i stedet to dansksprogede udgivelser ud af, og de engelske sange blev lagt til siden for en stund.

Sangene har dog ikke ligget helt i dvale, men har været med Toghøj, når han har været ude at spille.

- Nu blev der så plads og tid hos mig, og jeg syntes, at de sange fortjente at blive indspillet, så jeg lavede et hurtigt arrangement, og det er faktisk blevet større, end jeg regnede med. Det klæder virkelig sangene, at de ikke er særligt producerede, men håndspillede og helt umiddelbare, synes han.

Johnny Cash og Fisker Thomas

Men selvom albummet indeholder kendinge fra livescenen, er der også blevet plads til numre, som Mads Toghøj aldrig har spillet for nogen før.

Blandt andet nummeret "I’ll rise again", hvor inspirationen fra Johnny Cash ikke fornægter sig. Og når man kommer ind på emnet inspiration og musikalsk ophav, er det svært ikke også at komme ind på Mads Toghøjs musikalske arv fra morfaren Fisker Thomas.

- Da jeg gik i sjette klasse eller deromkring kom jeg hjem til min mor og far og sagde, at jeg ville være fisker. Det blev skudt til jorden med det samme, for situationen for fiskerne var på det tidspunkt allerede nedadgående. Så vil jeg gerne spille og synge ligesom morfar, sagde jeg. Og det var i orden, hvis bare jeg tog en uddannelse først, som jeg ville kunne falde tilbage på, fortæller Toghøj, der uddannede sig som maler, og som gennem sin musikertilværelse hele tiden har haft et andet job ved siden af musikkarrieren.

- Min morfar betyder alverden for mig. Det kan godt være, at jeg i starten blev irriteret over at blive præsenteret som Fisker Thomas’ barnebarn, fortæller musikeren og forklarer, at han ikke længere har det sådan, og at han selv vælger at bruge det ophav i sin karriere, når han for eksempel synger morfarens "Anna Lovinda" eller "Fra Halifax til Spanien" når han spiller live.

Det nye album fra Mads Toghøj indeholder duetter med både Julie Berthelsen og Tamra Rosanes. Sidstnævnte har desuden skrevet et af numrene på albummet sammen med Toghøj..

- Og faktisk var det de sange, der fik mig til at begynde at skrive og synge på dansk, tilføjer Toghøj om indflydelsen fra morfaren.

Releasekoncert og albumsignering

Men nu gælder det altså det nye engelsksprogede album, som kommer på gaden 28. oktober.

Samtidig fejrer Mads Toghøj i dette efterår 25 års jubilæum som sanger og musiker.

Releasekoncert på det nye album afholdes på Kulturhus Kappelborg i Skagen den 28. oktober til en allerede helt udsolgt koncert.

Til gengæld er det muligt at købe det nye album og få det signeret dagen efter den 29. oktober i Skagen Boghandel mellem klokken 11.30 og 13.00. Og Boghandleren lover, at der nok også bliver plads til et enkelt nummer eller to i butikken.

Annonceret indhold

Nyeste