Billede beskrivelse

Sikke et syn: 200 gamle lastbiler deltager i nordjysk veteranrally

Der er nostalgi for alle pengene, når massevis af gamle lastbiler sætter deres præg på Vendsyssel

03. august 2023 kl. 08.02
Opdateret kl. 09.09

VENDSYSSEL: Der bliver skruet op for nostalgien, når der afholdes Nordjysk Veteranrally lørdag 12. august i Sæby.

Nordjysk Veteranrally er Danmarks største af sin slags og afholdes i år for ellevte gang.

- Vi glæder os meget til igen i år at afholde veteranrallyet. Det er 11. gang, Dansk Lastbil Nostalgi afholder arrangementet. Det er altid en fantastisk dag, fuld af glade mennesker, smukke lastbiler og masser af aktiviteter, lyder det i en pressemeddelelse fra formanden for Dansk Lastbil Nostalgi, Karsten Trend Poulsen.

Dekra AMU Center i Sæby lægger hus til arrangementet og er samtidig også sponsor for det. Veteranrallyet starter lørdag 12. august kl. 10.00, hvor borgmester Birgit S. Hansen byder velkommen. 

Herefter skydes selve rallyet i gang. Én efter én vil kommentator Chris Svendsen sende de deltagende veteranlastbiler ud på en smuk køretur i det nordjyske. 

De første lastbiler forventes at komme tilbage til Dekra omkring klokken 14. Man kan også følge dem på ruten, samt hos Stiholt i Sæby ved frokosttid. 

Der er i øvrigt også mulighed for at se nogle af bilerne allerede onsdag 9. august. Her vises nogle af de flotte køretøjer frem på Asaa Havn.

Lastbiler for enhver smag

I veteranrallyet deltager der lastbiler fra både Danmark, Sverige og Norge.

- Der er altid lastbiler til enhver smag til Nordjysk Veteranrally. Nogle går op i de ældre lastbiler fra 1930’erne, mens andre finder de nyere lastbiler fra 1980’erne mere interessante, og der er god mulighed for at opleve begge dele på dagen. Uanset årgang, er det altid imponerende at se, hvordan lastbilerne er blevet restaureret. Mange af lastbilerne er fundet på skrotpladser, men står i dag flottere, end da de var nye, siger Karsten Trend Poulsen.

Dansk Lastbil Nostalgi har foreningslokaler i Klokkerholm og mere end 500 medlemmer. Foreningens medlemmer har en fælles interesse i lastbiler, og de mødes hveranden lørdag i foreningens lokaler til hyggesnak om lastbiler. Desuden arrangeres der køreture rundt i hele landet fra april til oktober.

Alle er velkomne

Ved Nordjysk Veteranrally er der gratis adgang til pladsen for alle, der har lyst til at kigge forbi og se på de flotte veteranlastbiler. Pladsen vil hele dagen summe af aktiviteter hos de mange forskellige udstillere, hvor der - udover veteranlastbiler - også vil være mulighed for at se på modellastbiler, fjernstyrede lastbiler og andet spændende legetøj. Der vil også være aktiviteter for de helt små, ligesom Dansk Lastbil Nostalgi sørger for, at der kan købes mad og drikke hele weekenden i garagen hos Dekra.

Veteranrallyet afholdes på Køreteknisk Anlæg, Kjeldgaardsvej 4 i Sæby.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste