Se skagensmalernes tegninger og lær at tegne som dem

24. oktober 2023 kl. 11.00

På Skagens Museum oplever man i disse måneder kunst, ikke kun med øjnene, men også med hænderne.

- Vi er vant til på museer at bruge øjnene. Vi ser og læser, og vi bruger ørerne, når vi bliver vist rundt, men nu introducerer vi hånden i udstillingen, og den læringsform, det er at bruge hænderne, fortæller Clara Dale, som er formidlingsudvikler på Skagens Kunstmuseer.

Tegn midt i kunstudstillingen

I forlængelse af særudstillingen Tegn Amok, som viser skagensmalernes tegninger, har museet nemlig skabt et tegneværksted midt i udstillingen, hvor alle kan få lov at være med til at tegne.

I museets åbningstid er det muligt at sætte sig med det tegnegrej, som museet har lagt frem, og hver 14. dag er der guidet tegneværksted, hvor kunstnere fra den lokale malergruppe Kraplak 44 guider et par timers tegning.

I onsdags var tegnerummet i udstillingen helt fyldt op og ganske udsolgt, da Kraplak 44 underviste. Udstillingsrummet emmede i nogle timer af fuldt fokus og koncentration.

25 børn, unge og ældre, øvede og uøvede, lokale, deltidsskagboere, og turister, tegnede hinanden, først med opvarmningsøvelser, som blandt andet var blindtegninger af hinanden, hvor man ikke må kigge på papiret, mens man tegner, og efterfølgende var deltagerne ude i udstillingen og fokusere på øjne og mund på skagensmalernes tegninger, for til sidst at tegne efter levende model.

Eksperimentér med tegning

Med udstillingen Tegn Amok vil museet blandt andet gerne vise, at tegning er for alle.

- Når man ser skagensmalernes tegninger, kan man følge tilblivelsesprocesserne mere end man kan på et oliemaleri. Skagensmalerne har også bare eksperimenteret, og det er også det vi har fokus på i vores arrangementer, eksperimenterne og tilblivelsesprocesserne. Det er en måde at få skuldrene ned i forhold til ens forventninger, siger Clara Dale og funderer over om de gamle malere mon vender sig i graven over, at deres eksperimenter nu bliver udstillet.

- Men det er jo det tegning kan - der kan man kaste sig ud i eksperimenter. Og fordi man arbejder med simple materialer, har man kunnet lege mere med fantasien og med forskellige teknikker. Og det ser man også i udstillingen, fortæller hun.

Begejstret tegner

En af de 25, som er mødt op til tegneværkstedet denne torsdag er Lene Beuchert fra Hedensted, som er på ferie i Skagen og via museets facebookside blev opmærksom på tegnestuen, og selvom hun faktisk ind imellem snuser lidt til tegning andre steder, var hun ret begejstret for værkstedet på Skagens Museum.

- Det har været megafedt. Jeg ville ønske jeg boede tættere på, så ville jeg komme her hver gang og være med. Det var virkelig fedt - både længden og måden det var arrangeret på. Det var nemt at gå til, men man følte også, at man fik noget ud af det, siger Lene Beuchert, som er 45 år og en af de mange voksne tegnere på værkstedet denne dag.

Museet ønsker flere fællesskaber

Og for Skagens Kunstmuseer er tegneværkstedet en del af en overordnet strategi, som går ud på at skabe flere fællesskaber.

- På Skagens Kunstmuseer arbejder vi med en ny strategi, som handler om at skabe flere fællesskaber, og i relation til det vil vi gerne skabe nogle flere uformelle mødesteder, som ikke kræver en masse forkundskaber at indgå i. Og det er det her tegneværksted et udspring af.

Tegneværkstedet fortsætter under hele udstillingen frem til den 24. marts 2024, men ifølge formidlingsudvikleren er der flere ting på vej. Blandt andet arbejder museet på at skabe et fællesskab omkring croquis-tegning.

- Vi leder efter modeller, så er man interesseret, må man endelig give lyd fra sig, siger Clara Dale fra Skagens Kunstmuseer.

Følg med på Skagens Museums sociale medier, for info om de forskellige tegneværksteder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste