Se fotos fra den flotte have - og kom til endnu en Åben Have
Onsdag 16. juni kunne man komme til åben have hos Susanne Vinther på Rølborgvej i Karup. Et arrangement, som var for alle interesserede, medlemmer, som ikke medlemmer.
- Haveselskabet Sæby er en lokal kreds under det landsdækkende Haveselskabet, som også udgiver bladet Haven, fortæller Anita Hylander, som er næstformand i Haveselskabet Sæby.
- Endelig måtte vi samles igen. Vi har glædet os til at kunne invitere ud i flotte og spændende haver, hvor hovedmålet med vores åbne haver først og fremmest er, at få en god havesnak i gang, udveksle erfaringer, ideer og få inspiration, forklarer Anita Hylander og forsætter: Man kan læse mere om vores arrangementer under punktet Det Sker, både i bladet, Haven eller på vores hjemmeside www.haveselskabet.dk/saeby.
Dagens have på Rølborgvej
Susanne Vinthers have er på cirka fjortenhundrede kvadratmeter.
Den blev anlagt i år 2000 efter flere elmetræer måtte fældes på grund af elmesyge. Hedeselskabet kom og dybdepløjede jorden og plantede læhegn med blandt andet syren, æblerose, fjeldribs og tjørn. Haven byder på flere rhododendroner og roser.
Men også mange forskellige træer, buske og vilde planter som er blevet naturens selvvalgte bunddække trives i den store have. Haven er vild og romantisk og er integreret, som en del af det omkringliggende landskab, som dækker fireogtyve tønder land græseng, skov og mose.
Endvidere har Susanne Vinther placeret sit drivhus på den gamle møddingsplads med pigsten.
Ved dagens åbne have viste Susanne Vinther haven frem og kunne fortælle meget omkring de mange forskellige roser, blomster, træer, buske og planter.
Kom til åben have i aften
- Næste åben have arrangement bliver onsdag 30. juni, hvor man mellem klokken 19.00 og 20.30 kan komme og se Mirna og Leif Kristensens flotte have på Hyldevej 5 i Hørby, fortæller Anita Hylander.
- Haven er en fantastisk spændende have på hele firetusinde kvadratmeter, hvoraf halvdelen er købt og startet op i 2006. Langs hegnet omkring grunden vokser clematis og så er der plantet cirka syvhundrede roser med mere end tohundrede forskellige sorter, som alle er markeret med navneskilte, forklarer Anita Hylander.
- Om foråret bliver der sat omkring tretusinde blomsterløg, cirka fyrre forskellige påske- og pinseliljer, hundredvis af hyacinter og tulipaner. Sidst på foråret bliver der lagt knap totusinde georginer og dahliaknolde, der så kan nydes det meste af sommeren og langt hen på efteråret. så bestemt en have, der er værd at besøge, runder Anita Hylander af.
Ønsker man at komme til Haveselskabet Sæby åben have arrangementer, så er det bare at møde op. Alle er velkommen.
Kommende arrangementer byder endvidere på et besøg hos Lille Østergaards Økologi og Dybvad Planteskole.