Billede beskrivelse

Sangen giver vinger i Sæby

12. april 2023 kl. 07.45
Opdateret 18. april 2023 kl. 07.37

Sangglæden lader sig vanskeligt skjule, når MAS-koret afholder koncert.

Publikum kan glæde sig til at møde hele tre kor fra Aarhus, Aalborg og Sæby. Alle tre kor har øvet længe på et alsidigt program, som vil falde i de flestes smag.

Koncerten sker som en del af en fast årlig tradition, hvor Østjysk HK Kor, FlipDuBar´ og MAS-koret skiftes til at afholde træf på forskellige lokaliteter rundt i landet.

Lørdag den 22. april, klokken 15.30 er turen kommet til Sæby, hvor træffet og koncerten bliver afholdt i Manegen.

Publikum får her en gratis halvanden times musikoplevelse ud over det sædvanlige.

Billede beskrivelse

Udvikler venskab

Hvert kor har valgt én sang, som de synger fælles med de to øvrige kor: ”Forvandling” af Lis Sørensen, ”Bøf med Løg” af Troels Trier & Rebecca Brüel og ”Brug Dit Hjerte Som Telefon” af Alberte Winding og Martin Brygmann. Herudover har korene valgt at synge et par af Flemming ”Bamse” Jørgensens populære sange.

Desuden synger hvert kor fem numre fra eget repertoire.

Det årlige kortræf tog sin begyndelse i 1992, da de nuværende korledere Jette Sørensen og Ole Sloth begge blev færdige på musikkonservatoriet, og som nyuddannede musikpædagoger fik ansvaret for henholdsvis MAS-koret og FlipDuBar´

Billede beskrivelse

For at udvikle venskabet, vidensdeling og erfaringer blev de enige om, sammen med deres kor, at mødes og synge sammen. Senere blev to til tre kor, da Østjysk HK Kor kom med i samarbejdet.

Østjysk HK Kor blev stiftet i 1983 under FOF og har i dag cirka 30 sangere, ledet af dirigent Christian Lorentzen.

FlipDuBar’ koret har eksisteret siden 1988 og består af 15-20 sangere af blandet køn, ledet af dirigent Ole Sloth.

Billede beskrivelse

MAS-koret startede op under Musisk Aftenskole og er i dag tilknyttet Musikskolens Sæby Afdeling og tæller 28 kvinder og 7 mænd. Der synges mest rytmiske danske sange, hvor sangglæden og humøret altid vægtes højt.

Inspireret af håndboldsporten, har MAS-koret deres eget kampråb, som de råber inden de går på scenen.

Jette: ”Hvad kæmper vi for”

Koret - med armene i vejret: ”Fornyet energi”.

Alle tre kor optræder mest på lokale scener, men kommer også længere ud til koncertsale, kirker, biblioteker, hospitaler, plejehjem, caféer og restauranter med videre.

Ingen steder er for små eller store. Således har såvel Dokkedal Kirke og Sagrada Familia i Barcelona udgjort rammerne om deres sang og lørdag den 22. april vil Manegen i Sæby genlyde af glade sangstemmer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste