Billede beskrivelse

Saml familie og venner og giv naturen en hånd

19. marts 2022 kl. 08.00

Søndag 3. april klokken 10 går startskuddet til årets indsamling af affald i Sæby.

Det er igen i år Kurt Brink Jensen, der er tovholder for den lokale del af Dansk Naturfredningsforenings landsdækkende affaldsindsamling, som foreningen betegner som den store forårsrengøring af naturen.

Alle er velkommen til blot at møde op på I.F. Skjolds parkeringsplads på Kjeldgaardsvej 25 i Sæby, hvorfra affaldsindsamlingen koordineres.

Det vil blive aftalt i hvilke områder, der skal samles ind, og der vil blive udleveret poser, som gerne må afleveres igen i fyldt stand.

Billede beskrivelse

Alt affald vil blive registreret, så der på landsplan kan laves en samlet opgørelse.

- Vi lægger alle mærke til affald, der ligger i naturen og langs stier og veje, når vi kommer forbi. Lad os sammen bruge et par timer på at rydde op, så Sæby og omegn kan vise sig fra sin bedste side inden foråret blomstrer og springer ud, opfordrer Kurt Brink Jensen.

Brug formiddagen til at gå en tur sammen med børn og børnebørn med en affaldspose i hånden, og lad hele familien være indsamlere.

Affaldsindsamlingen vil være en hyggelig og lærerig tur for børnene.

- Hvis ikke man har mulighed for at deltage i indsamlingsarrangementet, kan man fint udnytte tiden ved at tage affaldsposen med, når du går tur med hunden eller er på dagens løbetur, siger Kurt Brink Jensen.

Der vil blive holdt en fælles afslutning, hvor der sluttes af med sodavand, kaffe og kage sponsoreret af Sæby El.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste