Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Det sker

Sæby flager for Vorherre

Påsketid med gudstjenester og flere flagdage

31. marts 2021 kl. 06:00

Foråret er på vej. Det er ”Påsken 2021” også.

I år er det ikke en aprilsnar, at torsdag 1. april er ”ren og skær”. For det er Skærtorsdag.

Skærtorsdag er der nadvergudstjeneste kl. 19.00 i Sæby kirke med Viggo Ernst Thomsen.

Gudstjenesten slutter med, at kirketjener og kordegn lukker alterbilledet og fjerner lysestager m.m. fra alterbordet, således at det forvandles til Kristi kiste.

Langfredag, dagen for Jesu korsfæstelse, er officiel flagdag i Danmark, hvor flaget hele dagen er på halv.

Sæby kirke opfordrer alle sæbynitter, der ejer en flagstang, til fredag 2. april at flage på halv.

- Vi har flaget på halv de sidste 25 år. Jeg husker et år, hvor en forælder til en af de legekammerater, der legede med vore børn, sidst på fredagen, da hun kom for at hente sin datter, forsigtigt spurgte, ”om det var et familiemedlem, der var død? ”

- Ja, jo, svarede jeg. Det er vel nærmest både din og min bror. Det er langfredag!.

- Herefter smilede vi begge bredt og indforstået, fortæller Viggo E. Thomsen.

Langfredag er der gudstjeneste i Sæby kirke kl. 10.00 med sognepræst Keld Skovgård. En oplagt aftensmad langfredag eller skærtorsdag kunne være ”lammekølle til maks. 5 personer”.

Søndag 4. april er der festgudstjeneste klokken både kl. 8.30 og 10.00. Begge gange med Keld Skovgård som prædikant. Den ekstra gudstjeneste kl. 8.30 skal være med til at sikre, at der er plads til alle på en stor gudstjenestedag, så ingen skal blive hjemme af frygt for pladsmangel.

Påskesøndag er også officiel flagdag.

Derfor opfordrer Sæby kirke alle sæbynitter til at give den hele armen med flaghejsning påskedag.

Gode fester varer flere dage. Også i Sæby kirke, hvor der også er gudstjeneste anden påske dag 5. april ved sognepræst Peter Jessen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu