Så er julemarkedet kickstartet
I fredags slog Ålbæk Handels- & Håndværkerforening dørene op til et af Nordjyllands største udendørs julemarkeder.
Det skete under mottoet ”Smagen af Jul” .
Det er tredje gang Ålbæk indbyder til julemarked, og selv om man siger at tredje gang er lykkens gang, så ved ålbækkerne godt at man selv er med til at sikre en lykkelig udgang på en satsning. Derfor har de brugt tiden godt på at finde fondsstøtte til et gøre julemarkedet ekstra attraktivt.
Fredag kickstartede de så Smagen af jul med et eldorado af underholdning med Johnny Hansen fra Kandis, Sæbygarden, Jette Torp duo, Tina Siel og Knud-Erik Thrane, ½ lune jyder, Brass Band, Ib Grønbech , Ann-Mette Elten m. guitarist Niles Kirkegaard samt Flekkefjord Sangforening.
- Det burde trække hele Nordjylland til Ålbæk, understreger formand Peter Nielsen fra Ålbæk Handels- & Håndværkerforening.
Ålbæk Handels- & Håndværkerforening har da også skruet forventningerne helt op og tror på, at de kan samle 20.000 til julemarkedsdagene gennem perioden.
Og med fondsstøtten i baghånden er alle koncerterne med fri entre.
Ud over gratis adgang til alle koncerter er der naturligvis fri parkering.
Julemarkedet åbner igen på fredag og er åbent fra 11-18 fredag , lørdag og søndag frem til og med søndag 19. december og er som de tidligere år placeret i haven ved Aalbæk gl. Kro & Badehotel.
I de mange boder er der mulighed for at shoppe brændte mandler, Ålbæk grønlangkål, Ålbæk julesild, nisser, juledekorationer og al hvad hjertet ellers måtte begære.