Så er alt klar til hyldestkoncerten

Sange, musikere og sangere er klar - og billetterne kommer i salg 28. juni

25. juni 2018 kl. 08.20

FREDERIKSHAVN: Alle sange til den nyskrevne hyldestkoncert til Købstaden Frederikshavn med Jimmy Jørgensen og Caspar Phillipson i hovedrollerne, er nu præsenteret for de medvirkende sangere og musikere.

- Og det gik rigtigt godt. Vi er mega glade for reaktionerne, fortæller Jan Michael Maden, som producerer forestillingen.

De to erfarne kunstnere som begge har været på plakaten i mange af de sidste 10 års største succeser i dansk musical, teater og teaterkoncerter, nød det materiale de blev præsenteret for.

- Inden denne vigtige kilometersten, som vi nu har nået, har vi været igennem en lang kreativ proces siden afsættet i den første idé og storyline, understreger Jan Michael Maden.

Sammen med Mathias Madsen Munch og Claus Reenberg, der er de musikalsk ansvarlige, har Jan Michael Madsen været gennem mange overvejelser om musikalsk dramaturgi samt udvælgelse af de historiske nedslag, som udgør grunden under de nu færdige nyskrevne sange.

- Og publikum kan glæde sig til at opleve koncerten til september. Historien om Købstaden bliver en smuk - og musikalsk fed - fortælling om den by der blev født som købstad, 25. september 1818. En kærligheds erklæring i flot iscenesættelse med allernyeste visuelle effekter, siger Jan Michael Madsen.

I historien ankommer publikum i forestillingens begyndelse, lige midt imellem en ø - Hirsholmen ud for kysten, store kraner og gennemsigtige valutaslanger.

Herfra går rejsen langt tilbage til “begyndelsen", i året 1818 hvor Kong Frederik VI gør Fladstrand til købstad, opkaldt efter ham selv, - Frederiks havn.

Sammen med to skikkelser på scenen, alias Jimmy Jørgensen og Caspar Phillipson, går den gribende musikalske rejse nu gennem Frederikshavns historie.

Vi møder soldaterne i 4. division i 1864 - hele 15.000 mand, som på under 24 timer afskibes med dampskibe fra Frederikshavn.

Fokus på dette historiske nedslag i Frederikshavn er, at man i den hektiske travlhed glemmer 1200 mand og 1050 heste på Hirsholmene.

Det er ikke det eneste nedslag, der bringer Hirsholmen i spil i forhold til Frederikshavns historie og udvikling.

Således hører vi også om 200 svenske stenhuggere, som i slutningen af 1800-tallet huggede sokkelstenene ud til Frederikshavn Kirke og til den store nye havn netop på Hirsholmen.

Senere møder vi patriarkerne i første og anden industrialisering - ryger ind i krigene, fremskridtet, og flytningen af Krudttårnet som står i vejen for fremskridtet.

Langsomt begynder den store handelsfest og færgemetropolen oversvømmer frederikshavnernes hverdag med millioner af indkøbssvenskere.

Pludselig og med et drøn - vælter alt, - den store nedsmeltning rammer Frederikshavn i 1999.

Efter mørke og larmende stilhed, ser vi nu Frederikshavn “udefra", gennem den unge frederikshavner som rejste fra byen, men som alligevel stadigt “hænger sammen med den", og overvejer næste skridt.

For fremtiden kommer og budskabet er: Skab den ellers skaber den dig.

Forestillingen opføres under kæmpe sejldug ved Krudttårnet tre torsdage fredage og lørdage i september med start 14. september.

Billetsalget begynder torsdag 28. juni kl. 8.00 på www.koebstaden.dk og udvalgte udsalgssteder i byen.

Det er Frederikshavn Kommunes ønske at markere Købstadsjubilæet med denne forestilling og derfor er billetprisen også kun 50 kroner og med i prisen er en øl, et glas vin eller en vand.

Der kan ved billetkøbet desuden tilkøbes en teatermenu til en meget venlig pris.

Historien om Købstaden produceres for Frederikshavn Kommune i anledning af byens 200-års jubilæum som købstad og er en en lille times nyskrevet musikalsk og visuel forestilling, med gennemgående soundtrack produceret af Mathias Madsen Munch.

Ud over soundtracket er der også en live-del, idet de to mandlige hovedrolleindehavere, møder vi også den norske cellist Live Johansson, og den svenske guitarist Merje Kägu.

Melodier og tekster er skrevet af Mathias Madsen Munch, Claus Reenberg og Jan Michael Madsen.

Sange og musik, indgår i forestillingens helhed, sammen med visuelle effekter og video projektioner på Krudttårnets mur mm. Forestillingen opføres i alt 9 gange.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste