Publikum nød den flotte aften til TYRA-premieren
Tirsdag aften var der premiere på den nye TYRA opsætning på havnen. Da den første TYRA event blev afviklet sidst i december måned, var det på årets mørkeste tid, men nu kunne publikum i stedet nyde det lune vejr på en af årets lyseste aftener.
Flere end 400 havde købt billet til aftenens forestilling, og de startede med en flot 4 kilometer lang gåtur langs ydermolen med udsigt til Hirsholmene og Deget, og ud til molehovedet med det fascinerende vue ind over byen. Mange var kommet i rigtig god tid og det gav mulighed for at nyde udsigten lidt længere.
Aftenens forestilling foregik foran TYRA, hvor en stor tribune var opsat.
I forhold til decemberudgaven af TYRA, hvor mørket gjorde det muligt at projektere masser af lys på platformen, er den visuelle oplevelse flyttet til en gigantisk 30 meter lang storskærm, som med en utrolig detaljerigdom er omdrejningspunktet i forestillingen.
Showet blev indledt med præsentation af tre unge, lokale musikalske kunstnere, som i flotte videoproduktioner, præsenterede deres kunnen.
Først spillede de to unge gutter fra REWIND deres helt eget nummer Dreaming. Efterfølgende var det de to herlige gutter der kalder sig, Kølig & Flad Fætter, som fremførte deres egen rappende, skarpe og humoristiske kærlighedserklæring til Frederikshavn.
Mathias Kjær Madsen afsluttede med en stille og drømmende melodi der var tilsat stemningsfulde billeder havneområdet. Filmene kan allerede nu genses på YouTube.
Herefter kom publikum med gennem Frederikshavns Havns historie, krydret med musikalske indslag af Caspar Philipson og Jimmy Jørgensen, inden det store TYRA show tog over.
Var man en af de heldige der så TYRA i december, ville man nikke genkendende til en del af indholdet der formidler vores omstilling fra brugen af fossile brændstoffer samt den øgede fokus på recycling, men denne gang var billedsiden helt forandret, med billeder af livet på platformen og dens virke i Nordsøen. Det hele tilsat dramatisk musik samt røg og flammeeffekter.
En lækker midsommeraften på havnen med en aktiv gåtur, masser af frisk luft og formidlende underholdning, hvor man går hjem med større viden om den by, vi lever i og den klode, som vi skal passe bedre på.
Også aftenens arrangør var glad.
- Vi slog til da vi igen fik muligheden for at fortælle den væsentlige historie med TYRA, inden den snart bliver nedbrudt og genbrugt.
- Vi havde vejret med os, og der var fyldt tribune. Folk var begejstrede for de unge musikere og stemningen var god.
- Mange kom meget tidligere end det tidspunkt vi havde skrevet på billetterne, og det gav en del ventetid inden forestillingen. Men så var der mere tid til at nyde den friske luft på havnen fortæller idemanden bag projektet Jan Michael Madsen fra Fonden Tordenskiold.
Tyra-eventen spilller også i aften og frem til og med søndag 27. juni.
Torsdag fredag og lørdag er det småt med pladser, hvis ikke der helt er udsolgt, mens der stadig er flere ledige pladser i aften og på søndag.