På gåben for Julemærkehjemmene
Hvad er bedre end at starte første søndag i december med lidt frisk luft og let motion?
Det skulle da lige være, hvis man samtidig kan støtte børns kamp mod mobning og mistrivsel, så de kan genfinde glæden og det gode børneliv.
Alt dette bliver muligt i Frederikshavn søndag 5. december mellem 10 og 11, når den årlige Julemærkemarch for 45. gang samler ind til driften af landets fem Julemærkehjem.
Mødestedet er Bangsbo Frejas Klubhus, Vrangbækvej 115, Frederikshavn.
Sidste år blev Julemærkemarchen holdt i skyggen af Corona. Vi travede sammen – men hver for sig.
Dette var der heldigvis rigtig mange der gjorde, så i lyset af at vi ikke kunne gå sammen, fik vi alligevel samlet kr. 1.161.111, - ind, som en glad Julemærkefond fik overrakt.
- Julemærkemarchens imponerende og frivillige hjælpearbejde kaster hvert år en flot donation af sig, som kan mærkes i det samlede budget. Det fortsatte hjælpearbejde, der hvert år gavner knap 1000 børn, er afhængigt af indsamlede midler, siger direktør Søren Ravn Jensen fra Julemærkefonden.