Illustration: Teddy Kristiansen
Det sker

Nyt samarbejde mellem Nordjyllands Kystmuseum og Frederikshavn Teaterforening

KULTUR: I år kan man opleve forestillingen ”Jeppe Aakjær - jeg bærer med smil min byrde” på Bangsbo i et nyt samarbejde

02. maj 2021 kl. 08:00

Nordjyllands Kystmuseum og Frederikshavn Teaterforening er gået sammen om at vise en skøn, intim forestilling med Jeppe Aakjærs folkekære viser og Teateret OPtimis på Kystmuseet Bangsbo lørdag den 11. september.

Forestillingen ”Jeppe Aakjær – jeg bærer med smil min byrde” er et kabaret-portræt af Jeppe Aakjær, hans sange og en verden, som vi i dagens Danmarks dårligt kan genkende.

Hovedgården Bangsbo er et enestående sted med en unik kulturhistorie, der emmer af poesi og store skønånder. Bangsbos kulturhistorie og det smukke bygningsværk er som skabt til spændende kulturoplevelser. Derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da Nordjyllands Kystmuseum kontaktede Frederikshavn Teaterforening med en forespørgsel om at indgå samarbejde om en række kulturarrangementer med Bangsbo som scenisk ramme, og det er et samarbejde som begge parter ser en god dynamik i, oplyser Kystmuseet i en pressemeddelelse.

Henrik Gjøde, direktør for Nordjyllands Kystmuseum og Lilly Pedersen fra Frederikshavn Teaterforening glæder sig begge over det nye samarbejde, da det giver grobund for mere kultur i det skønne Bangsbo.

Allerede i 2021 kan man glæde sig til en spændende kulturoplevelse affødt af det nye samarbejde.

Lørdag den 11. september kl. 15:00 gæster Teateret OPtimis Kystmuseet Bangsbo med forestillingen og kabaret-portrættet ”Jeppe Aakjær – jeg bærer med smil min byrde”. Her får gæsterne også lejlighed til at møde Frederikshavns Borgmester Birgit S. Hansen, som har sagt ja til at være til stede og byde velkommen.

Forestillingen Aakjær

I forestillingen om Jeppe Aakjær, så er ’Manden med Leen’ – en galgenhumoristisk charmetrold – dukket op i gården Jenles have for at høste Jeppe Aakjær. Inden leen kommer i brug, får Aakjær dog gennemtrumfet, at han må lade sit liv passere revu – så han synger og fortæller sin egen og dermed også tidens historie.

Det bliver en stemningsfuld eftermiddag med masser af nostalgi og skønne toner fremført af Allan Høier som sanger og fortæller samt guitaristen Allan Sjølin i Bo Skødebjergs instruktion.

Digteren Aakjær

Jeppe Aakjær er en af vores største forfattere og digtere. I dag er han mest kendt for en række smukke og naturlyriske danske sange som Jeg bærer med smil min byrde, Se dig ud en sommerdag, Ole sad på en knold og sang, Sneflokke kommer vrimlende, Jeg er havren, Stille, hjerte, sol går ned, Spurven sidder stum bag kvist og Nu er dagen fuld af sang. En helt særlig

popularitet har også den jyske gendigtning Skuld gammel venskab rejn forgo, og så naturligvis hans måske allermest kendte sang Jens Vejmand, der klart viser hans sociale indignation. Det er ikke uden grund, at Jeppe Aakjær er den, der har næst flest sange optaget i Højskolesangbogen.

Køb billet allerede

Billetsalget til forestillingen er nu åbnet online på Teaterforeningens webside.

Der er plads til 50 gæster i Bangsbosalen på Kystmuseet – så der bliver rift om pladserne. Til forestillingen vil man også kunne købe kaffe, kage samt en øl eller vand.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu