
Ny komedie og musical på Skovlyst: Da vi smed BH'en
Fra start 1970’erne stod kvindekroppen og dens naturlighed i centrum i den vestlige kvindefrigørelse.
BH’er blev smidt og brændt, makeup bandlyst og stofbleer konverteret til de senere så forhadte lilla tørklæder.
Sæby Scenen har taget fat i det kvindelige klædningsstykke med et kærligt glimt i øjet og inviterer indenfor til en romantisk komedie og musical.
- "Da vi smed BH’en" omhandler kvindekamp og ligeløn pakket ind i eftertidens humor og stemningsfulde genhør med musik, vi alle husker, oplyser forfatter og instruktør Yngve Rasmussen.
På Skovlyst befinder vi os i efterdønningerne af hippietiden og rødstrømpernes regeringstid. I kvindekollektivet Thit Fremad holder man stadig idealerne højt, men kampgejsten udfordres af svigtende tilslutning og en stram økonomi.

Tilskuerne får mulighed for at møde Rita med den glorværdige karriere som rocksangerinde og den tidligere tillidskvinde Lone.
Sammen prøver de at holde sammen på stumperne, og da både den samfundsengagerede Fie og Ritas kusine Ida dukker op, så ser fremtiden pludselig lysere ud.
Sladderjournalisten Karsten Vildsted presser på for at vride de sidste historier ud af en tid, der måske allerede er skiftet, og han må sande, at kvinderne, på trods af hans journalistiske træning, ofte er mere rapkæftede end ham selv.
Og hvor blev Rose af? Forsvandt hun lige så pludselig, som hun var kommet? Og hvem var de hemmelige elskere, der besøgte hende om natten, selv om kvindekollektivet var lukket for mænd?

Og lige præcis mænd er jo hovedfjenden, så da både Ritas søn Bjørn og Onkel Eik indfinder sig på matriklen samtidig med mureren Fenne, bliver fronterne trukket op.
Konflikterne står i kø, mens økonomien presser på. Måske er Købmand Jørgensen den eneste der kan redde Thit Fremad?
Spørgsmålene hober sig op! Svarene bliver akkompagneret af kendte danske hits fra slut 70'erne og starten af 80'erne. Det hele bliver krydret med ikoniske sange fra 60'erne, der alle har publikumsvenlige syng med-kvaliteter.
Der er lagt op til en festlig aften i de nostalgiske rammer på Skovlyst midt i Sæbygaard skov, hvor både latter- og sangmuskler bliver løsnet igen og igen.
Forestillingen opføres d. 7., 8. og 9. samt den 14., 15. og 16. juni kl. 19.00. Kl. 17.30 er der dækket op til et lækkert tapasbord.
Entrebilletter koster 125 kr. Entre og tapas-bord tilbydes til 199 kr.