Billede beskrivelse

Ny hoteldirektør og receptionschef på Hotel Frederikshavn

17. oktober 2024 kl. 06.01

FREDERIKSHAVN: Hotel Frederikshavn har netop fået ny hoteldirektør i form af den 39-årige Melissa Johannsen. Hun har boet i Frederikshavn i de sidste 16 år, men stammer oprindeligt fra Kenya. Som tilflytter har hun taget byen og dens mennesker til sig, og nu ser hun frem til at bidrage til hotellets udvikling med sin lokale viden og passion for området.

Billede beskrivelse

Melissa Johansson har en akademisk baggrund med en cand.mag. i turisme. Hun kommer fra en stilling som skifteholdsleder i receptionen på Quality Hotel The Reef, det tidligere Scandic i Frederikshavn. Her har hun også været en del af Scandics talentudviklingsprogram og deltaget i forskellige lederudviklingsforløb. I 2023 blev hun anerkendt som årets topsælger. Tidligere har hun haft roller som marketingleder hos Farm Fun og turismekonsulent hos Turisthus Nord.

Melissa Johannsen er klar til at skabe stærke lokale samarbejder i Frederikshavn, både med andre hoteller og erhvervslivet i byen. Hun ser mange muligheder i turistbranchen og mener, at selvom der er mange hoteller i byen, så tilbyder hvert sted sit unikke produkt. Netop denne diversitet vil hun gerne udnytte til at styrke samarbejdet på tværs af branchen, så hele området kan løfte sig sammen.

Billede beskrivelse

Selvom hun kun har siddet i direktørstolen i få uger, har Melissa Johannsen allerede en klar vision om, hvad hun gerne vil sætte fokus på. Hun har bl.a. stort fokus på samarbejde, ikke kun internt på hotellet, men også eksternt. Med salg for øje vil hun gerne være synlig og komme ud for at møde både samarbejdspartnere og gæster.

En anden vigtig del af Melissas ledelsesstil er at undgå et stramt hierarki på arbejdspladsen, selvom hotelbranchen traditionelt er præget af det.

- Det er der ikke her, siger hun og understreger, at hun vil inddrage alle medarbejdere i beslutningsprocesser, for at sikre enighed og støtte.

Billede beskrivelse

- Vi skal levere sammen - som et samlet hold, forklarer hun og tilføjer, at denne tilgang passer godt med hendes egne kerneværdier.

Melissa Johannsen ser frem til at føre Hotel Frederikshavn videre ind i fremtiden med et stærk fokus på fællesskab og samarbejde - både internt og med resten af Frederikshavn.

Sammen med den nye hoteldirektør, har Hotel Frederikshavn også fået en ny receptionschef, som er Elsebeth Røhl-Grønbeck.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste