Billede beskrivelse

Nu indvier havnebad snart sin nye sauna

13. november 2024 kl. 14.01

ÅLBÆK: Efter flere forsinkelser og store budgetoverskridelser, hovedsageligt på grund af uforudsete udfordringer i projekteringen, er Ålbæk Havnebads nye sauna nu endelig på plads og klar til indvielse.

Saunaens ydre er inspireret af skibsaptering og passer harmonisk ind i havnemiljøet. Øverst på bygningen findes en udsigtsplatform, der giver en enestående panoramaudsigt over Ålbæk Bugt, fra Skagen mod nord til Frederikshavn mod syd. 

Adgang til platformen i yderhavnen, hvor saunaen er placeret, samt til udsigtsplatformen er frit tilgængelig for alle.

Projektet er initieret af den frivillige forening Ålbæk Havnebad, mens Frederikshavn Kommune, som ejer Ålbæk Havn, har udpeget placeringen for platformen og saunaen. 

Placeringen er valgt som det bedste mulige ud fra gældende tilladelser og er muligvis midlertidig; saunaen er konstrueret med henblik på en fremtidig flytning, når en planlagt havneudvidelse på et tidspunkt bliver aktuel.

Billede beskrivelse

Lokalt håndværk og eksklusivt interiør

Platform, bygning og saunaens indre er skabt af Ålbæk Værft, og interiøret udmærker sig med håndbyggede mahognibænke, der bidrager til saunaens maritime stemning. 

Billede beskrivelse

Langs bygningens sydside er der også en mahognibænk til udendørs brug. Den strategiske placering tæt på kanten af platformen sikrer, at udsigten fra saunaen giver en følelse af at være ombord på et skib, med panoramaudsigten over molehovederne og Ålbæk Bugt.

Billede beskrivelse

Åben for alle – ikke en lukket klub

I modsætning til mange andre saunaer af denne type er Ålbæk Havnebads sauna ikke forbeholdt en vinterbadeklub. Foreningen har lagt vægt på, at saunaen skal være åben året rundt og tilgængelig for både medlemmer og gæster. 

Ålbæk er en populær turistdestination, der tiltrækker mange besøgende om sommeren, og denne nye sauna vil tilbyde dem en ekstra oplevelse, hvad enten de overnatter på de lokale campingpladser, hoteller, i sommerhuse eller besøger havnen i både eller autocampere.

Medlemmer får ubegrænset adgang inden for saunaens åbningstider hele året, mens gæster kan købe adgang en time ad gangen. Der er også mulighed for at benytte brusere med både varmt og koldt vand, som kan hjælpe med tilvænning til det kolde havvand.

Billede beskrivelse

En oplevelse med sundhed og fællesskab

Badning i det fri hele året er en aktivitet, der på få år har opnået stor popularitet i Danmark, med mange, der oplever både fysiske og mentale sundhedsfordele ved de kolde gys. Saunaen tilbyder en unik friluftsoplevelse, som kombinerer naturoplevelse og socialt fællesskab.

Alle nødvendige dokumenter til ibrugtagningstilladelse er indsendt til Frederikshavn Kommune, og tilladelsen forventes inden for de kommende uger. Herefter vil en officiel åbningsdato blive annonceret.

For yderligere information om medlemskab, gæste adgang og åbningstider kan man besøge foreningens hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste