Nordjysk stolthed: Jesper Nielsen Band hylder provinsen på ny single
Der er ingen skam i at være en “small town boy”, lyder en af de første strofer på den nye Springsteen-inspirerede single fra Jesper Nielsen Band, som udkommer 12. april. På ”The End of E45” hylder det Frederikshavnske band de små hårdføre lokalsamfund for enden af alfarvej. Sangen markerer desuden starten på et samarbejde med hit-duoen Marcus Winther-John og Emil Lei.
- Vi gør tingene lidt anderledes heroppe nordpå - langt fra København, fortæller sanger og sangskriver Jesper Nielsen med et skævt smil på læben, der antyder lidt af den lokale stolthed. Det er med andre ord ikke alle, der drømmer om storbyens jag, og det er netop, hvad hans nye single ”The End of E45” handler om.
Fortællingen bunder i hans egen opvækst i Frederikshavn, hvor indbyggerne både har været vidne til lukningen af et slagteri og et skibsværft. Selvom det har kostet området op masser af arbejdspladser, rejser folk sig alligevel altid.
- Selvom sangen er skrevet med udgangspunkt i Frederikshavn, så håber jeg, at alle folk ude i de små lokalsamfund kan spejle sig i teksten, uddyber han.
Musikalsk trækker Jesper Nielsen Band især inspiration fra den amerikanske sangskrivertradition og navne som Bruce Springsteen, Tom Petty og Ryan Adams. Især førstnævnte er tydelig på ”The End of E45” - dels pga. arbejdernerven i lyrikken, men også på grund af den umiddelbarhed, der rammer dig som en bil på roadtrip gennem de nordjyske vidder.
Musikken er skabt i samarbejde med den platinsælgende sangskriver Marcus Winther-John og producer Emil Adler Lei. Tilsammen har de artister som Tim Christensen, Mads Langer, Christopher, Hjalmer etc. på CV’erne - og nu også Jesper Nielsen Band.
I maj sidste år udgav Jesper Nielsen Band debutalbummet ”Shivers, Shakes and Heartbreaks”, som bl.a. blev fejret med en udsolgt koncert på hjemmebane i Maskinhallen i Frederikshavn.
Debutalbummet vidner om et levet liv med rifter, sår og misbrug, men også forelskelse, glæde og håb. Jesper Nielsen Band består af Jesper Nielsen (vokal, guitar, mundharpe), Dan Andreassen (bas, vokal), Morten Smedegaard (trommer, guitar, vokal), Johannes Vittrup (guitar) og Severin Kammersgaard (vokal).
Jesper Nielsen Band kan opleves live i Maskinhallen i Frederikshavn d. 26. april og til Rock i Frederikshavn d. 10. juni.