Drachmanns Hus på Hans Baghs Vej 21 i Skagen. Foto: Skagens Kunstmuseer
Det sker

Naturvin og økologisk kaffe ved Drachmanns Hus

Den århusianske vinbar og café Bedre Dage åbner en pop-up i Skagen i år

17. juni 2021 kl. 04:05

Christine Kastberg, Mia Kamper og Sara Bang er de tre kvinder bag Bedre Dage, der skal fylde haven ved Drachmanns Hus med gæster, stemning og noget godt til ganen - og de glæder sig:

- Vi ser på samarbejdet med Skagens Kunstmuseer som et enormt interessant, nyt kapitel i Bedre Dages liv. Vi ser frem til at åbne haven for både skagboer, kunstnerhjemmets gæster og forbipasserende turister, siger de.

Bedre Dage passer godt ind i den idylliske have i Vesterby, siger Lisette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Kunstmuseer:

- Bedre Dage spiller på en masse tangenter, som ligger fint i tråd med det liv, Drachmann førte i Skagen. Og så kommer de med en energi, som bare er skøn! Deres projekt kommer til at understøtte oplevelsen af det fantastiske kunstnerhjem og den fredfyldte have - både i forhold til at levere fysisk føde, så gæsterne kan supplere oplevelsen med en kop kaffe og et glas vin, men også i forhold til at skabe mere liv i haven.

Fra Kulbro til kunstnerhjem

Bedre Dage begyndte i en container ved Kulbroen i Århus i 2019 og er vokset lige siden.

Deres vision er at få flere til at drikke naturvin og de tre kvinder bag det hele glæder sig til at tage deres østjyske erfaringer med til Skagen. Christine Kastberg er uddannet i design og entrepreneurship, Mia Kamper er erhvervsøkonom med fokus på strategi, mens Sara Bang er sommelier og journaliststuderende.

Mia Kamper, Sara Bang og Christine Kastberg, de tre kvinder bag Bedre Dage, i haven ved Drachmanns Hus. Foto: Skagens Kunstmuseer

Deres navn, Bedre Dage, peger på ambitionen om at den vin, kaffe og mad, der serveres, skal pege mod en bedre fremtid, hvilket også ses af det menukort, der rulles ud i haven ved Drachmanns Hus.

Det består nemlig af naturvin, økologisk kaffe og sodavand samt frokostretter med råvarer efter sæson - bl.a. saftig aubergine med sprød salat og surdejsbrød samt mindre, lækre snacks som for eksempel hjertemuslinger og burrata med blomsterdrys.

I Drachmanns fodspor

Marinemaleren, forfatteren, digteren, journalisten og kulturpersonligheden Holger Drachmann købte sit hus på Hans Baghs Vej 21 i 1902.

Drachmann havde forelsket sig i Skagen og det enkle liv i byen, og blev vellidt blandt de lokale. Han døbte huset Pax; et sted, hvor freden kunne sænke sig. Drachmann boede i huset frem til sin død i 1908 og i 1911 åbnede det som museum - det første offentlige museum i Norden, der blev viet til én forfatter.

- Den matrikel i Vesterby, som Drachmanns Hus ligger på, er en virkelig skøn plet, og i forhold til skagensmalerne er det en meget interessant del af byen, siger Lisette Vind Ebbesen.

- Både Holger Drachmann, P.S. Krøyer og Laurits Tuxen havde deres boliger i det område og vi ved, at de mange gange er gået fra de hjem og lige ned på stranden for at male. Det er samtidig en mindre besøgt del af byen, hvor vi har museet liggende, så det bliver enormt dejligt at få skabt noget mere opmærksomhed omkring den.

For Christine Kastberg, Mia Kamper og Sara Bang er haven ved Drachmanns Hus også meget mere end en tilfældig historisk kulisse:

- Vi er vilde med Holger Drachmanns karakter, og vi vil gerne forsøge at genskabe noget af det, han stod for. Han skrev på én gang stor litteratur og var enormt folkelig. Han var en del af kunstnerkolonien og holdt samtidig af fiskerne. Han rejste og var nysgerrig. Han var udadvendt, men trak sig også tilbage i Skagen og nød roen. Det vil vi gerne arbejde i forlængelse af, siger de.

Kunstnerkoloniens sociale liv danner også bagtæppe for Bedre Dages visioner for sommeren i Drachmanns Have.

- Vi har lyst til, at vores gæster kan læse dagens avis, slænge sig på et tæppe i haven og spille et spil backgammon. Vi håber at kunne skabe en bred palet af spontane og nærværende oplevelser sommeren igennem, siger de.

Radio ved Drachmanns Hus

Bedre Dage samler desuden Drachmanns journalistiske virke op med Radio på Toppen, deres helt egen radiostation.

Radio på Toppen sender live på FM 88,2 i en radius af fem kilometer til skagboer og turister.

Radioen drives af Bedre Dage i samarbejde med studerende fra Journalisthøjskolen i Aarhus og folk fra den danske mediebranche.

- Radioens programflade består af satire, historie og kultur. Vi går i Holger Drachmanns journalistiske fodspor og følger hans sidste rejse til Grenen i programmet I graven med Drachmann. Radio på Toppen går i luften 1. juli og vi glæder os til at tale med skagboerne og sende lokalradio til hele byen, siger Sara Bang fra Bedre Dage, som er én af hovedkræfterne bag radioen.

Bedre Dage ved Drachmanns Hus åbner 16. juni og holder åben torsdag-søndag fra 11-20 hele sommeren. Der er adgang til caféen både med og uden billet til kunstnerhjemmet.

Drachmanns Hus er åbent fra 11.00-16.00 alle dage i juni, juli og august. Det ligger på Hans Baghs Vej 21 i Skagen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu