Hans Nielsen: Disse coronatider gør det vanskeligt at åbne en udstilling som vi plejer med reception og det helt store udtræk. Så udstillingen åbnes uden fernisering 8. maj kl. 11. Arkivfoto
Det sker

Naturens kraft omsat til kunst på Skagen Odde Naturcenter

Hans Nielsen åbner i dag udstillingen Force of nature

08. maj 2021 kl. 06:00

Hans Nielsen og Skagen Odde Naturcenter tager i maj og juni mod værker skabt af seks billedkunstnere fra Aarhus.

De danner tilsammen kunstnerforeningen Kubus Alba og har naturen som omdrejningspunktet i udstillingen Force of nature.

Force of nature er en udstilling, der tematisk fokuserer på naturens kraft filtreret gennem kunstnernes individuelle prisme.

Naturen er kernen og omdrejningspunktet i udstillingen, men udstillingen handler også om mennesket, kulturen og miljøet, for - som Signe Kirstein Lanter siger:

- Mennesket har i mange tusind år skabt billeder af den omgivende natur. I de billeder ses ikke bare spejlinger af lokaliteternes geologiske og botaniske forhold, men også de skiftende tiders kultur og miljø. Den kulturelle og den naturvidenskabelige udvikling påvirker til stadighed menneskets syn på naturen.

Lanter henter inspiration til sine værker fra opvæksten ved Østersøen, hvor livsbetingelserne dikteres af naturens stærke og lunefulde kræfter.

Hun arbejder med flere forskellige materialer og teknikker, som hun kæder sammen til en fortælling.

Udstillingen er bredt sammensat og vil byde på både skulptur, grafik, maleri, tegning, foto og installation.

Kirsten Schmidt Nielsen har i sine grafiske værker arbejdet med havnemiljøer og små fiskerbåde/kuttere fra Nr. Fjand ved Husum Fjord og fra Skagen.

Nogle af værkerne er baseret på fotos og andre på træsnit eller monotypier.

Udstillingen byder også på Lisbeth Hulgaards tegninger af en paraply, der nådesløst bliver udsat for vindens voldsomme, destruktive kræfter.

Undervejs i ødelæggelsen ændrer paraplyen form, og veksler gennem serien mellem det genkendelige og det abstrakte.

Birgitte Hvitved Dall, som arbejder med både skulptur og fotografi, har bl.a. valgt at rette sin linse mod klippestykker i frit fald, der som meteorer bringes mod beskueren.

I installationen ”Reflection” ser en eroderet træstub på sig selv i 1:1 gengivelse.

I Force of nature kan vi også se Marie Kaarøes skulpturer, som med deres præcise formgivning og opstilling, udfordrer betonens styrke og vægt.

Sammenstillet med træ og snor holder de enkelte dele af skulpturerne hinanden fast i en kombination af træk, tryk, tyngde, ligevægt og balance.

Kunstneren Lotte Kejser arbejder med farven, formen og fladen, og hun bidrager til udstillingen med en række oliemalerier af danske dagsommerfugle.

Sommerfuglene er ikke umiddelbart genkendelige men abstrakte: Sommerfuglen er et af naturens underværker, og den giver vinger til abstrakte sansninger.

Udstillingen kan opleves på Skagen Odde Naturcenter frem til primo juli 2022. Udstillingen åbnes uden fernisering 8. maj kl. 11.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu