Billede beskrivelse

Næsten 200 lastbiler mødes til veteranrally: - Mange af dem er fundet på skrotpladser

31. juli 2023 kl. 10.03

Der bliver skruet op for nostalgien, når der afholdes Nordjysk Veteranrally lørdag 12. august hos DEKRA AMU Center i Sæby.

Nordjysk Veteranrally er Danmarks største af sin slags og afholdes i år for ellevte gang. Det skriver Dansk Lastbil Nostalgi i en pressemeddelelse.

DEKRA lægger som sponser hus til Nordjysk Veteranrally.

- Vi glæder os meget til igen i år at afholde veteranrallyet. Det er altid en fantastisk dag, fuld af glade mennesker, smukke lastbiler og masser af aktiviteter, siger formand for Dansk Lastbil Nostalgi, Karsten Trend Poulsen.

Veteranrallyet afholdes på Køreteknisk Anlæg, Kjeldgaardsvej 4 i Sæby og begynder lørdag kl. 10.00, hvor borgmester Birgit Hansen byder velkommen.

Herefter skydes selve rallyet i gang, hvor kommentator Chris Svendsen sender de deltagende veteranlastbiler ud på en smuk køretur i det nordjyske. 

Lastbiler for enhver smag

I veteranrallyet deltager der lastbiler fra både Danmark, Sverige og Norge, og der er noget at se på for alle generationer.

- Der er altid lastbiler til enhver smag til Nordjysk Veteranrally. Nogle går op i de ældre lastbiler fra 1930’erne, mens andre finder de nyere lastbiler fra 1980’erne mere interessante, og der er god mulighed for at opleve begge dele på dagen. 

- Uanset årgang er det altid imponerende at se, hvordan lastbilerne er blevet restaureret. Mange af lastbilerne er fundet på skrotpladser, men står i dag flottere, end da de var nye, fortæller Karsten Trend Poulsen.

Dansk Lastbil Nostalgi har flere end 500 medlemmer. De har alle en fælles interesse i lastbiler og mødes mødes hver anden lørdag i foreningens lokaler i Klokkerholm til hyggesnak om lastbiler. 

Alle er velkomne

Der er gratis adgang til pladsen for alle, der har lyst til at kigge forbi og se på de flotte veteranlastbiler.

Pladsen vil hele dagen summe af aktiviteter hos de mange forskellige udstillere, hvor der, udover veteranlastbiler, også vil være mulighed for at se på modellastbiler, fjernstyrede lastbiler og andet spændende legetøj. 

Der vil også være aktiviteter for de helt små, og Dansk Lastbil Nostalgi sørger for, at der kan købes mad og drikke hele weekenden i garagen hos DEKRA.

Se også
Branche i krise: - Sådan et klogt hoved skal da ikke gå til spilde på det
Se også
Veterantræf vil være det største i Vendsyssel
Se også
"Det er vist ikke noget for dig": Men nu har Emmelie snart rundet 200.000 kilometer
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste