Musikalsk fest i Kvissel
Toghøj indtager stationsbygningen
KVISSEL: Kvissel Borgerforening og Kvissel Venner sætter turbo på Kvissel station med et arrangement med Mads Toghøj og Rødderne.
Arrangement holdes i den gamle stationsbygning 11. maj kl. 20.
Arrangørerne, der blandt andet tæller en ny bestyrelse i Borgerforeningen, forventer rum på koncerten og åbner dørerne allerede kl. 19.
Vi brænder for at lave nogle arrangementer, og vil gerne vise at selv om vi er en lille by, så kan vi godt trække dygtige musikere til, siger Christian Ottesen fra Borgerforeningen.
Og musikaftenen 11. maj gælder en musikalsk visit af den tidligere skagbo, sanger og sangskriver Mads Toghøj.
Han er pladeaktuel med det nye album "Rødder".
Han har netop fejret 20 års jubilæum som musiker - et jubilæum, der blev markeret med tre udsolgte koncerter på Kulturhus Kappelborg i Skagen.
Rødder er en hyldest til barndomsbyen Skagen og de mennesker, der gjorde Mads Toghøj til det menneske og den sangskriver, han er i dag.
Centrum i hyldesten er meget naturligt Mads Toghøjs morfar, Fisker Thomas, der gav fiskere og andet godtfolk på havet en musikalsk stemme i 70’erne og 80’erne.
Han fortolker fire af Fisker Thomas’ viser på albummet, og indspilningerne er tilmed udført med hjælp fra et par af de musikere, der spillede på originalerne for 40 år siden.
Det er først og fremmest sange fra "Rødder" der er på tapetet på forårsturnéen, men også en hånd fuld sange fra "Alley of Faith" finder uden tvivl vej til sætlisten.
Mads Toghøj er en musikalsk arbejdsmand og har i mange år spillet solo på beværtninger over det meste af landet, så et par covernumre i country- eller americanagenren kan også dukke op som klare publikumsfavoritter.
Aftenens besætning i stationsbygningen i Kvissel er foruden Mads Toghøj, Jens Varmløse, Jan Michael Rasmussen og Rasmus Boje-Nielsen.