Billede beskrivelse

Museum har åbnet en blandet landhandel

17. oktober 2024 kl. 15.12

SÆBY: Som led i Nordjyllands Kystmuseums aktiviteter i skolernes efterårsferie har museet åbnet ”Den lille Landhandel”, med indgang fra Algade.

Samlingen af autentiske varer, der i begyndelsen af 1900-tallet, blev solgt af købmænd, høkere og små landhandler rundt om i det ganske land, har i flere år været udstillet i Konsul Ørum Gaard.

Billede beskrivelse

Nu foldes historien yderligere ud, når landhandlen åbnes for museets gæster med salg af nostalgiske varer.

Det lille hyggelige lavloftede rum er fyldt med varer fra gulv til loft, hvor man kan købe lækkerier og brugsting som ”i gamle dage”.

Blandt andet hævdes det at Sondolin er fremtidens skosværte.

Billede beskrivelse

I landhandlen sælges en række af datidens søde sager.

Som oplyst på et opslag er kræmmerhus med brystsukker populært. Det består af hårde sukkerklumper farvet med stærk kulør, der smagte bittert igennem, hvilket dog ikke gjorde dem mindre attråværdige.

Bygningen, Konsul Ørums Gård er fra 1600-tallet og har i flere omgange huset købmandshandler, blandt andet da Konsul Ørum i 1899 solgte gårdens sydfløj til købmand Ole Petersen.

Billede beskrivelse

Den lille Landhandel er bemandet med museumsværter i museets åbningstid mellem klokken 11-16 i uge 42, og herefter hver lørdag i samme tidsrum.

Se museets øvrige aktiviteter i uge 42 på kystmuseet.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste