Modtagere til hæderspriser søges
Idrætsforeningerne i Frederikshavn Kommune skal til tastaturet, hvis de har et medlem, der kan komme i betragtning til den nye Hæderspris.
I november sidste år lancerede Sparekassen Danmark og Idrætssamvirket et foreløbigt treårigt samarbejde om seks priser, der skal hylde ungdommen blandt idrætsforeningerne, hjemmehørende i Frederikshavn kommune.
Det nye initiativ skal ses i lyset af, at Frederikshavn kommune har valgt at nedprioritere deres årlige Prisfest og Godt Gået-priserne.
Idrætssamvirket har netop udsendt en invitation til alle idrætsforeninger, der er godkendt som frivillig folkeoplysende forening.
Foreningerne opfordres til inden den 1. marts at indstille egnede kandidater, der opfylder kriterierne til den nye Hæderspris.
- Vi er overbevist om, at der hos jer i foreningerne er adskillige unge mennesker under 25 år, der fortjener en hyldest og det kan være svært at vælge, men det er der også plads til. Vi går ikke primært efter en ener, men en M/K der fortjener det ekstra skulderklap – en bemærkning om ”Du gør det godt”, og vi værdsætter dig. Har I et hold der også fortjener det ekstra – så er der også plads til det, skriver bestyrelsen for Idrætssamvirket.
Hæder og penge
Når Sparekassen og Idrætssamvirkets fælles prisudvalg har fundet frem til, hvem der har fortjent priserne, bliver de hædret ved en stor anlagt Hædersprisfest.
Festen er annonceret til fredag den 8. marts klokken 16.30-18.00 på Frederikshavn Gymnasium, hvor det afsløres, hvem der løber med priserne.
Ud over hæder og ære tildeles vinderne i hver kategori 5.000 kroner.
Arrangørerne håber der er mange, der vil bakke op om det spændende arrangement
- Vi lover, at det bliver halvanden times god underholdning, hvor der bydes på lidt godt til ganen og en ekstra aktivitet, der giver et smil på læben til at gå hjem på.
Tre kategorier
Kategorier og kriterier for tildeling af Sparekassen Danmarks og Idrætssamvirket i Frederikshavn kommunes- Hæderspris lyder således:
1. Årets individuelle præstation. I denne kategori indgår individuelle udøveres præstationer under 25 år, som har opnået gode resultater ved danske eller udenlandske mesterskaber/stævner i det forløbne år. Der kan også være tale om en enestående individuel handling og udvikling gennem flere år.
2. Årets træner. I denne kategori tildeles en ildsjæl, et talent, en ulønnet træner under 25 år, som har ydet en særlig aktiv indsats i foreningslivet i kommunen og hvis virke har haft betydning for udøverne, hvad enten det er på det sportslige eller det sociale niveau.
3. Årets holdpræstation. I denne kategori indgår påskønnelsen af holdindsatser, der har medført mesterskaber, eller præstationer af tilsvarende status. Der kan også være tale om unikke præstationer eller handlinger som påskønnes særligt.
Begrundede forslag til Hædersprisen med vedlagt dokumentation skal indsendes til: Sparekassen Danmark (lhs@spard.dk) eller Idrætssamvirket i Frederikshavn kommune (info@idraets-samvirket.dk)
- Det er vigtigt at udøvere og frivillige bliver anerkendt og får et årligt klap på skulderen, som vi håber disse priser kan medvirke til, vurderer afdelingsdirektør i Sparekassen Danmark, Lars Høst og formand for Idrætssamvirket, Hasse R. Christensen.