Mange på palme- og blomstervisit
Park & Vej åbnede dørene til gartneriet og materielgården
FREDERIKSHAVN: Park & Vej inviterede i år alle interesserede indenfor i gartneriet på Brønderslevvej og som led i købstadsjubilæet også i Materielgården på Knivholtvej i lørdags.
Og den invitation blev velmodtaget, så der var run på gennem lørdagen.
Faktisk var der så stor interesse for særligt palmerne, at dedikerede gæster havde svært ved at holde spørgsmålene tilbage - og så sluttede det åbne hus da bare en time senere end planlagt.
- Det er altid super spændende art have dedikerede gæster og dem havde vi gennem lørdagen, siger palmemester Michael Nielsen, som op til det åbne hus havde været i gang med at få palmerne til at tage sig ud fra deres bedste side.
- Vi skal jo snart slippe dem for sommerperiode, så derfor skal de være helt fit. Og det er de, siger Michael Nielsen.
I kommunens gartnerier produceres også de smukke sommerblomster, som udsmykker hele kommunen og skaber blomstrende byer.
Og de viste sig fra deres bedste side i lørdags.
Men selv om de tager sig godt ud varer det endnu en rum tid, inden de skal ud og pynte.
- Vi går snart i gang med at gøre alle kummerne klar til plantning, men den skubber vi nu adskillige uger, siger Michael Nielsen.
de nye hyttefadsplantekasser, som opstilles på havnene er tilplantet og vil komme ud og pynte inden så længe.