Skagens Museum har flere Martinus Rørbye-værker i samlingen. Blandt andet kan billedet her 'Mænd af Skagen en sommeraften i godt vejr' opleves netop nu.
Det sker

Maleri med Skagen-motiv solgt til Louvre for millionbeløb

26. marts 2023 kl. 06:01

I sidste uge blev et maleri af den danske guldaldermaler Martinus Rørbye solgt ved Bruun Rasmussens Kunstauktioner til Louvre i Paris for et beløb på 1.2. millioner danske kroner.

Billedet har titlen ‘Et stort skib under kalfatring ved Frederikshavn’, men ved nærmere granskning viser det sig, at billedet er malet ved stranden i Vesterby i Skagen.

Det kan kunsthistoriker Mette Harbo Lehmann fra Skagen Kunstmuseum afsløre. Hun gav sig nemlig til at kigge nærmere på forskellige Rørbye-værker, da nyheden om salget af et Rørbye-værk til Louvre i Paris blev afsløret tidligere på ugen.

- Jeg begyndte at kigge på værker af Martinus Rørbye, som vi jo også har en del af i samlingen på Skagens Museum, og i Nivaagaards samling har de et værk, som hedder ‘Stranden ved Skagen Vesterby’ fra samme år, som det værk Louvre har købt. Og på det værk kan man se det her store skibsvrag ligge i baggrunden på stranden, og så tænkte jeg “det ligner godt nok rigtig meget det vrag fra det solgte værk”, fortæller kunsthistorikeren.

Og kort efter modtager hun fra en af Skagens Museums omvisere nogle avisudklip fra 2. december 1846 - altså året inden Rørbye maler værket.

- Der var både notitser om strandinger i Aarhus og Aalborg Stiftstidende, som beskriver, at der havde været storm i Skagen om fredagen. Og om lørdagen var flere skibe forliste, står der beskrevet, og så står der således: “Lørdag morgen på sydsiden af Skagens Rev, skonnerten Ann, kaptajn Robert Johansen af Sunderland, ladet med gryn. Bestemt fra Stettin til London”, fortæller kunsthistorikeren, og har efter det fund ingen tvivl i sit sind længere:

Skibet på værket til Louvre er det forliste skib i Skagen.

Den første skagensmaler

Og Martinus Rørbye er på flere måder interessant set fra en skagen-vinkel. For godt nok var han guldaldermaler og ikke en del af den lidt senere kunstnerkoloni, vi kender som skagensmalerne, men han var den første kunstner, der malede motiver fra Skagen.

- Guldaldermalerne er generelt interessante for os, fordi de kom lige før skagensmalerne og er dem som skagensmalerne blev uddannet af ved kunstakademiet. Men Rørbye er særligt interessant, fordi han rent faktisk rejste til Skagen. Det gjorde de andre guldaldermalere ikke. Han var meget etnografisk interesseret, og rejste også til udlandet, til Frankrig, Grækenland, Tyrkiet, fortæller Mette Harboe Lehmann.

Se Rørbye på Skagens Museum

Skagens Museum har i deres samling 6 oliemalerier og 12 tegninger af Martinus Rørbye, som altså på en måde kan betragtes som den første skagensmaler, da han var den første, der malede motiver fra Skagen.

- Rørbye er tit fremme i vores samling, fordi han danner basis for, hvordan kunstnerkolonien opstod, hele interessen omkring Skagen og var forløberen for kunstnerkolonien i Skagen, fortæller museets kunsthistoriker.

Netop nu er det blandt andet muligt at se Martinus Rørbyes ‘Mænd af Skagen en sommeraften i godt vejr’ fra 1848 på museet i Skagen.

Samarbejdet i udlandet

Så stort et salg af en dansk kunstner til et af verdens mest berømte museer, sker også på baggrund af storstilede internationale samarbejder kunstmuseerne og landene imellem, hvis du spørger kunsthistorikeren fra Skagen, som har armene helt oppe over hovedet i begejstring over salget.

- Jeg tror da, at en af grundene til, at Louvre finder interesse for en dansk guldalderkunstner, er fordi Statens Museum for Kunst lige har haft en stor guldalderudstilling i Paris. Ligesom vi selv har haft en stor Krøyer-udstilling i Paris. Det skaber kendskab og interesse og det er bare super fedt, siger Mette Harbo Lehmann fra Skagens Museum.

Annonceret indhold

Nyeste