Mads har styr på Sæbys tidslinje
Har Kong Christian den IV ejet Sæby Vandmølle? Har Sæby været ramt af flere stormfloder? Se foto fra da Østvendsyssel Kulkompagni åbner i år? Af hvem og hvornår fik Sæby skænket sin borgmesterkæde og hvilket år blev den stjålet?
Disse og en række andre interessante oplysninger om Sæbys historie kan nu ses i Manegen.
På initiativ af Frederikshavn Stadsarkiv har kommunens afdeling for Grafik og Trykkeri fremstillet flere plancher, der i billeder og tekst fortæller om skelsættende begivenheder fra Sæbys seneste 500-årige historie.
Købstadens historie er kogt ned på en seksten meter lang tidslinje. Plancherne er hængt op i Manegens gangareal. Længst mod øst beskrives tiden fra da Frederik den I gav Sæby sine købstadsprivilegier og slutter seksten meter længere mod vest i nutiden, hvor sidste opslag er Danish Crowns lukning den 21. juni.
Plancheudstillingen er spækket med en række store og små begivenheder, fortalt med forholdsvis korte let forståelige tekster, som kan inspirere til at dykke mere ned i de fremhævede begivenheder.
Det er arkivar Mads Bisgaard fra stadsarkivet der har været i gemmerne og sammen med Sæby Byhistoriske Arkiv har fundet gamle billeder og dokumenter frem der viser nogle af de mest skelsættende begivenheder, der har fundet sted i Sæby.
Det har af pladshensyn ikke været muligt at få alle begivenheder og hændelser med.
- Det har været en hård prioritering, hvor der er blevet vægtet mange hensyn. Jeg har forsøgt at vælge de nedslagspunkter, der har haft størst betydning for byen, og hvad der har haft stor publikumsinteresse, herunder royale besøg, fortæller Mads Bisgaard
Plancheudstillingen kan ses i Manegen i hele 2024.