Billede beskrivelse

Louise åbner ny og moderne tandklinik i Sæby

24. februar 2022 kl. 13.46

Siden 32-årige tandtekniker Louise Jensen overtog Klinisk Tandtekniker i Frederikshavn for godt to år siden, er forretningen gået over al forventning og nu er hun klar til at give den en tand mere.

Den 1. marts åbner hun således en helt ny klinik på Frederikshavnsvej 23c i Sæby. Bygningen, som også huser damefrisør AfroDidde, ejes af Jacob Njah. Siden før jul har han i tæt samarbejde med sin nye lejer, Louise Jensen, arbejdet på at få indrettet den sidste del af den tidligere købmandsbutik til en moderne tandteknikklinik på 85 kvadratmeter.

Louise glæder sig over at have fundet en lokalitet, der er placeret i stueplan og hvor der kan parkeres lige uden for døren, hvilket gør det let for gangbesværede patienter at komme til behandling. Klinikkerne i Frederikshavn og Sæby tilbyder dog stadig at komme på hjemmebesøg.

Sæbys nye tandtekniker bor privat på en gård ved Jerup, men hun var ikke i tvivl om, at det skulle være i Sæby, hun ville etablere sig, når tiden var moden.

- Sæby har stort potentiale og er inde i en gunstig udvikling, hvor der er mange, der vælger at bosætte sig i byen. Jeg blev uddannet i København og Aarhus og har i ti år arbejdet i uddannelsesbyerne, men har altid haft lyst til at blive selvstændig, bemærker Louise Jensen.

Hun fik i 2019 mulighed for at overtage en klinik i Frederikshavn og samtidig komme tilbage til fødeegnen. Gennem et godt samarbejde med byens tandlæger er det lykkedes at få udvidet kredsen af patienter, som nu danner basis for den nye klinik i Sæby.

Som udgangspunkt er undersøgelse og behandling ikke tilskudsberettiget fra det offentlige, men ældre har mulighed for at få udstedt et tilskudskort.

- Her er vi selvfølgelig behjælpelige med at få skrevet ansøgningen til et tilskudskort, oplyser Louise Jensen.

Ud over tandtekniker Lisbet Willum Christiansen, der har været med siden opstarten i Frederikshavn, nyansættes tandtekniker Kathrine Lundgren, som Louise kender fra sin uddannelsestid.

Tandklinikken på Frederikshavnsvej holder lukket hver tirsdag.

For at markere åbningen og præsentere de nye lokaler afholdes reception fredag den 4. marts klokken 13 til cirka 17 for familie, venner og samarbejdspartnere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste