Loppemarked på Sognefogedgården
Ingen burhøns: Men bordhøns er der masser af
Søndagene 22. og 29. august er der loppemarked på Museet Sognefogedgården fra kl. 10-16.
- Vi skulle have holdt det på Knivholt, men med de nuværende coronaregler blev det for omfattende i år, siger René Jørgensen, som er tovholder for Sognefogedgårdens Loppemarkedeslaug.
- Vi har derfor valgt at holde det på vores parkeringsplads, og på to søndage i stedet for en hel weekend, fortæller han videre.
Det er første gang museet holder loppemarked for at tjene lidt ekstra til driften af gården.
- Næste år håber vi, at det kan blive på Knivholt, som det var planen i år, siger tovholderen.
Der vil blive holdt øje med, at der ikke samles for mange gæster på samme tid de to dage, så reglerne overholdes.
- Der er stadig ledige stande til loppemarkedet, fortæller René Jørgensen.
- Man må tage sin egen pavillon m.v. med, så man kan stå i tørvejr, hvis det skulle begynde at regne lidt.
Det er dyrt at drive en gammel gård, så de frivillige håber, at der er mange som vil bakke op om arrangementet.
- Vi har måtte aflyse en del arrangementer det sidste år halvandet år, og det kan mærkes på vores besøgstal, fastslår Anette Jørgensen, som er formand for Sognefogedgårdens Venner.
- Derfor har vi valgt at gennemføre loppemarkedet ud fra de gældende regler om corona, og give gratis adgang til vores museum de to dage.
Har man været på besøg ved boderne på til loppemarkedet, kan man også besøge museet, hvis man har lyst.
Man kan sætte sig på gårdspladsen og nyde en kop kaffe eller kage - pas dog på museets høns, som er ret glade for kage.
- Vi har ikke burhøns på gården, men vi har bordhøns”, siger Anette Jørgensen og griner.
- De er meget frække, og napper gerne kage ud af hænderne på os.
På museet udstilles der i år, genstande og mannequiner som er udlånt fra en udstilling, der er nedlagt på Knivholt Hovedgaard.
- Vi har lånt genstande ud til Knivholt til noget, de er ved at lave”, udtaler Anette Jørgensen.
- Samarbejde er godt. Det gælder om at kigge ud over ens egen lille andedam, og det gør vi rigtig gerne, slutter Anette Jørgensen, der samtidig opfordrer andre foreninger til samarbejde med museet.