Billede beskrivelse

Løbefesten genopstår efter corona

27. april 2022 kl. 15.55

I 2022 vender 24 Timer Ved Havet tilbage i fuldt flor med nye tilbud og nye muligheder til alle friske sjæle, der gerne vil deltage i en hyggelig begivenhed med motion og godt selskab i dejlige omgivelser.

To års corona-pause har sat sine spor i arrangørernes tro på, at man igen kan få folk ud af fjerene og til at deltage i et arrangement med fokus på fællesskab, samvær og motion.

Havneindvielse og ny gå rute

Årets løbefest kombineres med åbningen af et helt nyt havneområde i Sæby, og der introduceres en ny gårute. Den nye rute vil blandt andet føre deltagerne rundt over broerne på den nye del af Sæby Havn.

Billede beskrivelse

- Med tilføjelsen af en ny rute bliver der lagt nye skosåler på det fundament, der gennem flere år har været en tilbagevendende begivenhed til glæde for Sæby, byens foreninger og glade motionister – gående som løbende. Vi tror på, at vi igen kan appellere bredt til firmaer, foreninger, familier og folk i det hele taget, der gerne vil have en hyggelig eftermiddag og få lidt motion med venner og bekendte – og samtidig være særdeles attraktive for DM-løbere og andre ultraløbere, der ønsker at teste sig selv af, understreger medlem af løbesammenslutningen, Rasmus Østergaard.

Firmahold & fællesskab

I år er arrangørerne også ude ved lokale firmaer for at spørge dem, om de har lyst til at stille med et firmahold til løbefesten, så de kan promovere firmaet og bidrage til, at de hjælpende foreninger kan komme fra arrangementet med nogle penge på lommen.

- Det er også en rigtig fin mulighed for, at firmaernes medarbejdere får en hyggelig dag i fællesskabets tegn, forklarer medarrangør Jon Andersen

- Og så er der jo ikke noget bedre end at løbe fra konkurrenterne - eller nabovejen – for efterfølgende at drikke en øl sammen på Paradisjorderne, hvis man da ikke lige udfordrer resten af gruppen til en dukket under ”den store bruser”.

Lokal opbakning

De otte lokale arrangører, der udgør løbefællesskabet 24timervdhavet, har alle en fælles ambition om, at løbefesten skal være med til at sætte Sæby og omegn på kortet og samtidig skæppe i kassen ved de lokale foreninger.

De håber derfor, at alle er med til at bakke op om eventet og gøre lørdag 28. maj til en uforglemmelig oplevelse for de involverede – både de frivillige, de løbende, de gående og de mange mennesker, der hepper med ved Paradisjorderne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste