Legestue klar med yogastik
Legestuen i Strandby Metodistkirke åbner døren for en ny sæson
STRANDBY: Legestuen i Strandby Metodistkirke åbner døren for en ny og spændende sæson. Hver onsdag mellem kl. 10 og 12 mødes børn mellem 0-5 år og deres voksne.
Det er fx private dagplejemødre, mødre og fædre på barsel eller måske bedsteforældre, der kommer med de små.
Og der leges, snakkes og synges af fuld hals, indtil formiddagen afsluttes med at spise medbragte madpakker.
I efteråret gentages et forløb med yogastik 5. 12. og 19. september, hvor alle med små børn som altid er velkomne til at være med. Yogastik er som ordet røber en blanding af den populære bevægelsesform yoga og så den gode gammeldags gymnastik. Der er noget for alle sanser, bevægelse og balance på en sjov og legende måde, så både børn og voksne ikke har kunnet få nok. Derfor gentages forløbet igen til efteråret, som yogastikinstruktør Mette Timm står for.